Mens Tesla står midt i en nedtur, stiger Toyotas globale salg for 7. måned i træk. Japanernes strategi om ikke kun at satse på elbiler, ser ud til at virke.
Den japanske bilgigant Toyota, der nægter udelukkende at bygge elbiler, kan notere sig, at salget går fremad for 7. måned i træk.
Det sker samtidig med, at rene elbilmærker som Tesla kæmper med faldende salgstal.
Toyotas strategi byde kunderne en bred vifte af teknologier, herunder hybrid- og benzinbiler, ser ud til at betale sig.
I juli måned registrerede Toyota, når man også tæller Lexus med, en global salgsfremgang på 4,8 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
I alt solgte koncernen 899.449 biler i juli.
Fremgangen betyder, at Toyota har oplevet en stigning i salget i samtlige måneder af 2025.
Imens falder Tesla-salget i Europa
Toyotas succes står i skærende kontrast til udviklingen hos Tesla. Mens Toyota går frem, oplever den amerikanske elbil-producent en markant nedtur på det europæiske marked.
Ifølge brancheorganisationen ACEA blev der kun solgt 8.837 Tesla-biler i Europa i juli.
Det er et fald på hele 40 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
Ifølge tidligere rapporter er det ligeledes syvende måned i træk, at Teslas salg er gået tilbage i Europa.
Teslas tilbagegang falder altså sammen med en uafbrudt fremgang, der nu har varet i syv måneder, til japanerne.
Kineserne stormer frem
Selvom Tesla kæmper, betyder det dog ikke, at elbilmarkedet er gået i stå. Tværtimod viser tallene, at konkurrenterne henter mere og mere af amerikanernes forspring.
Den kinesiske elbilproducent BYD oplevede en salgsvækst i Europa på hele 225 procent i juli sammenlignet med året før.
Ifølge Reuters skyldes en stor del af Toyotas succes en “robust efterspørgsel” i Nordamerika. Samtidig sælger mærkets el- og hybridbiler godt i Kina.
I Danmark var det dog hverken en Toyota, Tesla eller BYD, der toppede salgslisterne i juli. Her var det i stedet Skoda Enyaq, der var den mest populære model.
Hvor mange af bilerne, importøren og forhandlerne selv har købt ind som demobiler, fremgår dog ikke direkte af salgslisterne.
Toyotas skepsis over for en ren elbil-strategi betyder ikke, at japanerne ser bort fra alternative teknologier.
Som Boosted tidligere har fortalt, eksperimenterer Toyota blandt andet med benzinbiler, der er i stand til at opsamle den CO2, de selv udleder.


