Toyotas bestyrelsesformand Akio Toyoda sætter spørgsmålstegn ved elbilen. Med sin 1:6:90-regel argumenterer han for, at hybrider er en ‘bedre’ vej til CO2-reduktion.
Debatten om den bedste vej mod en omstilling af transport sektoren har fået nyt brændstof.
Toyotas bestyrelsesformand, Akio Toyoda, mener at hybrider med lethed slår elbiler, når det kommer til klimavenlighed.
Kernen i japanernes argument er den såkaldte “1:6:90-regel”.
Reglen er baseret på en simpel beregning af råvareomkostninger. Toyota mener, at den mængde litium, der skal bruges til et enkelt elbil-batteri, er nok til at producere batterier til seks plug-in-hybrider.
Den samme mængde litium rækker endda til hele 90 almindelige hybridbiler. Det er et regnestykke, som udfordrer den nuværende tankegang i bilindustrien.
Ifølge Toyotas interne beregninger har det en stor effekt på den samlede CO2-udledning. Koncernen vurderer, at de 90 hybridbiler tilsammen kan reducere CO2-udledningen op til 37 gange mere i løbet af deres levetid.
Det gælder især i områder, hvor strømmen i elnettet stadig produceres ved hjælp af kul og gas. Her er elbilens klimafordel mindre tydelig.
Toyotas CO2-regnestykke og litium-dilemmaet
Baggrunden for argumentet er en strategisk overvejelse. Verdens reserver af litium er begrænsede, og batteriproduktion udgør en flaskehals.
Derfor mener Toyota, at ressourcerne bør bruges på at bygge så mange biler med lav udledning som muligt. Fokus bør ikke kun være på et mindre antal biler med meget store batteripakker.
Akio Toyoda peger specifikt på situationen i Japan. Her er elnettet fortsat afhængigt af fossile brændstoffer.
– Hvis vi havde produceret ni millioner elbiler i Japan, ville det have øget CO2-udledningen, ikke reduceret den, udtaler Akio Toyoda til mærkets egen udgivelse Toyota Times.
Den holdning går direkte imod den politiske retning i Vesten. EU planlægger eksempelvis et forbud mod salg af nye benzin- og dieselbiler fra 2035.
Kritik af Toyotas hybrid-fokus
Toyotas udmelding er ikke gået ubemærket hen. Den har skabt debat og mødt kritik fra flere sider.
Fortalere for elbiler mener, at Toyotas beregninger bygger på ugunstige scenarier for elbiler. Samtidig anklages de for at være baseret på alt for optimistiske antagelser om hybridbilerne.
Kritikere peger på, at Toyotas sammenligning ikke tager højde for den hastige udvikling af energisektoren i mange lande.
Faktum er dog, at elbilerne samlet set fylder forsvindende lidt på de europæiske veje. Den seneste optælling fra bilmærkernes europæiske sammenslutning ACEA, viser, at vi er under 2 procent. Læs mere om det her.
Alligevel interesserer bilkøberne sig stadigt mere for hybrider. Det sker især på markeder, hvor ladeinfrastrukturen endnu ikke er fuldt udbygget og ikke kan håndtere elbilerne.
Toyota fortsætter med at investere bredt. Japanerne nægter kun at satse på én teknologi og udvikler i stedet for både hybrider, brintbiler og elbiler.
Hos BMW, som frem mod 2028, får netops Toyotas hjælp til at udvikle en brintbil, vil man slet ikke høre tale om at udelukket forbrændingsmotoren.
– Vi tager ambitiøse, politiske mål seriøst. Men vi nægter at tro på en ensidig teknologisk tilgang, der begrænser udbuddet.
– At satse alt på en teknologi – som eksempelvis elbilerne og e-mobilitet – vil ikke lede ned ad andet end en blind vej, siger BMW’s direktør Oliver Zipse.


