Efter 13 år hos Mercedes skal tyske Katrin Adt nu være administrerende direktør for Dacia. Hun overtager posten fra Denis Le Vot, der er stoppet med øjeblikkelig virkning.
I en opsigtsvækkende ansættelse har lavprismærket Dacia hentet sin nye administrerende direktør hos Mercedes.
Efter 13 år hos Mercedes skal Katrin Adt nu stå i spidsen for det rumænske bilmærke.
Udskiftningen på direktørposten sker som en del af en større rokade i toppen af Dacias moderselskab, Renault-gruppen.
Det skriver Renault i en pressemeddelelse.
Den tidligere direktør for Dacia, Denis Le Vot, er fratrådt sin stilling med øjeblikkelig virkning. Ifølge Dacia har Denis Le Vot selv truffet beslutningen om at stoppe.
Ansættelsen af en veteran fra Mercedes til at lede et lavprismærke er usædvanlig i bilindustrien.
En veteran fra Mercedes i spidsen
Den nye direktør, Katrin Adt, kommer med en betydelig erfaring. Hun har arbejdet i over 13 år hos Mercedes-Benz.
Her har hun blandt andet været ansvarlig for en større omstrukturering af mærket. Hendes baggrund indikerer, at hun har erfaring med at lede store forandringsprocesser.
Hos Dacia kommer hun til at referere direkte til Renault-chef Fabrice Cambolive.
Han lægger ikke skjul på, at Katrin Adts viden og ekspertise er afgørende for Dacias fremtid.
Det gælder især for den næste store udfordring, som mærket står overfor.
Skal elektrificere Dacia på budget
Katrin Adts primære opgave bliver at føre Dacia ind i den elektriske tidsalder.
– Hendes omfattende viden og ekspertise inden for forretningsudvikling vil gøre det muligt for os at fortsætte brandets momentum og frem for alt at tage fat på den næste udfordring sammen: at elektrificere produktsortimentet ‘à la Dacia’, siger Fabrice Cambolive.
Udtrykket “à la Dacia” betyder, at elektrificeringen skal ske på Dacias præmisser. Det vil sige med et fortsat fokus på lave priser og tilgængelighed for almindelige forbrugere.
I Danmark har Dacia indregisteret 590 biler i løbet af de første 6 måneder i 2025. Det er færre biler end mærker som Opel, Seat og Mazda.
Men det er omvendt markant flere end Honda, Alfa Romeo og Subaru kan prale af herhjemme.
Som Boosted også har kunnet fortælle, er Dacia mærket med Danmarks billigste varevogn. Eller gulpladet bil om man vil.
