Mange tror, at bilen låser baghjulene med det samme – eller at der ingenting sker. Men hvad sker der i virkeligheden, når den elektroniske p-bremse aktiveres under kørsel?
Stort set alle nye biler i dag har en elektronisk p-bremse i stedet for en gammeldags håndbremse via kabel. Men hvad sker der egentlig, når du aktiverer den elektroniske bremse, imens du kører? Fungerer den stadig som en nødbremse som førhen?
Consumer Reports har tester ni bilmodeller ved 8, 32 og 96 km/t. Ifølge omtalen reagerede bilerne stort set ens.
Et hurtigt tryk på knappen gjorde ingenting. Det er lavet som sikkerhed, så ikke et barn eksempelvis kommer til at aktivere bremsen ved en fej. Men når p-bremseknappen blev holdt inde mere end et sekund, begyndte bilerne at bremse ned – som hvis du trak i en gammeldags håndbremse.
Systemet kræver nemlig, at knappen holdes aktiv et øjeblik, før bilen opfatter handlingen som en nødbremsning. Slipper man knappen igen, forsvinder bremseeffekten i de fleste biler, og farten kan stige igen.
I praksis betyder det, at en elektronisk p-bremse ved høj fart ofte opfører sig meget som en kontrolleret nødopbremsning. Det mindsker risikoen for, at baghjulene låser brat, og at bilen snurrer rundt på vejen.
Derfor låser bilen ikke bare baghjulene
Forklaringen ligger i konstruktionen. Volkswagen beskriver, at den elektroniske p-bremse arbejder via elmotorer på de bageste skivebremser i stedet for et kabel og et håndtag mellem sæderne. Systemet er derfor koblet tættere sammen med bilens øvrige elektronik.
Når bilens software registrerer, at p-bremseknappen bruges under kørsel, kan systemet i mange biler altså skifte over i en nødstrategi. Målet er at bremse bilen ned på en måde, der stadig holder styringen nogenlunde stabil. Resultatet kan dog variere fra mærke til mærke.
Bilister skal dog ikke opfatte funktionen som noget, man bør eksperimentere med. Flere bilmærker advarer i deres manualer om, at bremselængden kan være længere end ved normal opbremsning med bremsepedalen. Systemet er lavet til nødsituationer, ikke til test på offentlig vej.
Så aktiverer du en elektronisk p-bremse i fuld fart, vil mange moderne biler forsøge at bremse kontrolleret ned, så længe knappen holdes inde. Et kort tryk gør ikke noget. Og virkningen er ikke nødvendigvis ens i alle biler.
Så funktionen kan derfor være en sidste livline, hvis den normale bremse svigter. Flere manualer beskriver løsningen som en mulighed ved fejl på bremsepedalen.
Se en test herunder:


