Skal bilen pakkes og kursen sættes mod Sydeuropa denne sommer? Her er 10 gode råd, der kan spare dig for bøvl, bøder og dårligt humør.
Kør-selv-ferie er frihed, uafhængighed og oplevelser i eget tempo. Men turen gennem Europa kan hurtigt blive mindre hyggelig, hvis bilen ikke er klar. Et fladt dæk i Kassel Bakker, motorvejskøer i Tyskland eller glemte papirer kan ødelægge feriestemningen.
Heldigvis kan meget undgås med lidt forberedelse. Inden bilen pakkes til bristepunktet, bør både bil, dokumenter, rute og vejhjælp være på plads. Her er 10 tips til en lettere kør-selv-ferie gennem Europa.
1. Tjek dæktrykket
Når bilen fyldes med bagage, børn, køletasker og måske tagboks, stiger vægten markant. Derfor skal dæktrykket justeres, før turen begynder. Pump gerne dækkene op til det maksimalt anbefalede tryk, som typisk står i dørstolpen eller instruktionsbogen.
2. Husk dokumenter og lovpligtigt udstyr
Pas, kørekort, sygesikringsbevis, registreringsattest samt eventuelle motorvejsvignetter eller miljømærkater bør være med i bilen. Flere lande kræver også udstyr som advarselstrekant, refleksvest, førstehjælpskasse, brandslukker, alkoholtester eller ekstra pærer.
3. Tjek bil og dæk før lang motorvejskørsel
På Autobahn kan bilen komme til at køre hurtigere og længere ad gangen end hjemme i Danmark. Derfor skal dækkene være i god stand. Christian Jensen, tekniker hos Bridgestone, advarer om, at beskadigede eller slidte dæk ikke tåler varmen fra høj fart lige så godt. Husk også at have styr på, at bilen generelt set er i orden. Bremser, væsker, aircon osv.
4. Dårlige dæk kan blive dyre
I Danmark koster det 1.000 kr. pr. dæk at køre med nedslidte dæk. Flere europæiske lande har skrappere krav til mønsterdybde end Danmark, og bøderne kan være høje. Tjek derfor både slid, skader og mønsterdybde, før bilen ruller sydpå.
5. Kend reglerne i andre lande
Trafikreglerne i Europa er ikke ens. I Tyskland kan fornærmende håndtegn i trafikken give bøder, mens Frankrig kræver miljømærkat i flere byer. I Italien skal bilister være ekstra opmærksomme på højre vigepligt, som kan overraske mange danskere. Så husk at søge efter information i de specifikke lande, du skal besøge.
6. Kør uden om de værste køer
Planlæg ruten hjemmefra, og tjek hvor trafikken plejer at gå i stå. Store feriedage, lørdage og klassiske flaskehalse kan koste mange timer. Brug trafikapps og lokale meldinger undervejs, så ruten kan justeres, før hele familien holder stille.
7. Kend dit reservehjul eller reparationskit
Mange nyere biler har ikke et rigtigt reservehjul. Nogle har nødhjul, andre kun reparationskit. Tjek hvad din bil har, og lær hvordan udstyret bruges, inden du står i vejkanten på en italiensk motorvej med stress, varme og tung trafik omkring dig.
8. Hold pauser undervejs
Lange stræk uden pauser gør alle trætte. Planlæg stop, hvor både børn og voksne kan få kroppen i gang. En bold, en kort gåtur eller lidt leg væk fra trafikken på rastepladsen kan gøre turen meget mere behagelig.
9. Gør turen lettere for børnene
“Hvornår er vi der?” er en klassiker på enhver bilferie. Skærme kan hjælpe, men gamle lege som 20 spørgsmål til professoren virker stadig. Giv også børnene et kort, hvor de kan følge ruten, så turen bliver mere overskuelig.
10. Tjek vejhjælpen før afgang
Undersøg om dit vejhjælpsabonnement dækker både turen gennem Europa og selve ferielandet. Gem telefonnummeret i mobilen, og hav policenummer eller medlemsnummer klar. Når uheldet er ude, er det rart ikke først at skulle lede i mailboksen.
Den gode kør-selv-ferie begynder altså før afgang. Med styr på bilen, papirer, udstyr, regler og pauser er chancen for en rolig tur langt større. Så kan ferien handle om oplevelser i stedet for værkstedsregninger og bøder.


