TEST: Vi kører Enzos sidste bil, turbo-monsteret Ferrari F40

Benzinpumpen hyler højlydt
Jeg drejer tændingsnøglen, og benzinpumpen hyler højlydt i et forsøg på at forberede motoren til næste trin. Jeg trykker på den matsorte gummiknap, der fungerer som starter, motoren snurrer villigt og springer i gang efter få rotationer.

Et let dap på speederen vækker omgående V8-motoren, der lige så hurtigt falder til ro i tomgang. Den kunne være dæmpet til umærkelighed, men katalysatorfri-afgang i et rustfrit udstødningssystem giver den lyd, en Ferrari skal have.

Selv i tomgang er den let rallende og truende på en måde, som deler folk i de, der elsker biler, og resten (de 100 mest fanatiske medlemmer af Dansk Cyklistforbund).

HUSK: 1.GEAR – Ned og til venstre…
Koblingen er forbavsende blød og medgørlig, hvorimod gearskiftet i den udskårne aluminiumskulisse kræver en fast hånd. Husk: 1. gear er ned til venstre. Koblingen gør det let at sætte af med stil, men speederen gør det svært ikke at hoppe af sted alligevel. Senere forstår man, at det er, fordi den har meget at holde styr på.

Første gear er kortere, end jeg havde regnet med. Speedometeret afslører, at jeg for længst har passeret 80 km/t, og reelt kører jeg konsekvent for hurtigt, fordi hastigheden føles mindst 40 km/t langsommere, end den er.

Skiftet fra første til andet gear kræver præcision og bestemthed. Derefter er det op til min egen respekt for bilen. Kraftressourcerne er uudtømmelige.

Med et slagvolumen på bare 2,9 liter og to turboer forventede jeg overdreven tøven fra de to store IHI-turboer, men den udebliver. Trækkræften udvikler sig fuldstændig jævnt, men progressivt op mod peak ved 7.000 o/min, men den trækker gerne videre på den anden side, hvis jeg beder om det.

De 33,5 cm brede 17” bagdæk bider i den forårskølige asfalt og sikrer et afsæt så stærkt, at det er frygten for farten, der sætter grænsen for bilens formåen i mine hænder. Efter fire timer bag rattet når jeg aldrig bare i nærheden af grænsen for power. Jeg turde ikke, først af respekt for klenodiet, senere af bar respekt for effekten.

Vildeste gadebil – nogensinde!
I andet og tredje gear er F40 så vild, at jeg aldrig har prøvet noget lignende i en gadebil. Det er ikke fordi, det skræmmer: Bilens grænse er bare så langt på den anden siden af min egen, at jeg ikke har behov for at udfordre den.

Det hele kunne gå op i hjulspind, men det gør det ikke, for selv om jeg aldrig finder grænsen, er jeg aldrig et splitsekund i tvivl om, hvor på skalaen jeg befinder mig. Jeg er sikker på, at den ville kaste mig i grøften i det selvsamme splitsekund, hvis jeg træder en anelse for hårdt på speederen i det ­forkerte øjeblik.

Men det frygter jeg ikke, fordi fornemmelsen af bilens arbejde over asfalten er noget af det mest intense, jeg nogensinde har følt bag et rat.

Aldrig før har jeg oplevet så megen kontrolérbar magt i et Momo-ruskindsrat samtidig med en naturlig respekt for pedalerne. Balancen er perfekt, og alligevel har motoren mere power, end jeg kan bruge. Det er vildt. Ferrari F40 af avanceret og uforståelig matematik: Alt foregår i fjerde potens. Fantastisk i en mere end 30 år gammel bil og konstruktion.

Klik ‘NÆSTE SIDE’ for at læse mere