TEST: Audi A6 fungerer vildt godt som plugin-hybrid

En stor Audi med to motorer, tre skærme og 367 hk, der kan køre langt på el, koster vel kassen? Næh, for med kabel følger stor afgiftsrabat. Her en test af A6 Hybrid
Foto: Søren Juul

En stor Audi med to motorer, tre skærme og 367 hk, der kan køre langt på el, koster vel kassen? Næh, for med kabel følger stor afgiftsrabat.

Ved lanceringen af Audi A6 plugin-­hybrid med benzin- og elmotor for et år siden kunne den fås fra 650.000 kr., hvilket var en ganske fin pris i betragtning af den høje ydelse og evnen til at køre 30-40 km på el.

Det skriver Bil Magasinet.

Efter lovforslaget om nye bilafgifter blev fremsat den 18. december, satte Audi prisen ned til sensationelle 505.097 kr., hvorfor en håndfuld lagerbiler blev revet væk, og de måtte melde udsolgt før nytår med tilføjelsen om, at de ikke kunne bestille flere biler fra fabrikken, fordi der var et nyt og større batteri på vej.



Det er på 14 kWh og fås i Audi A6 sedan og Avant (stationcar) med system­ydelser på 299 eller 367 hk. Bag rattet er der ikke den store forskel på de to, der opleves med det overskud, man forventer af denne type bil.

Audi A6 ligner en sportsmodel
Den relativt store prisforskel på 80.000 kr. skyldes væsentligt mere omfattende udstyr på den store med features som 19” fælge, røde bremse­kalibre, sportsundervogn, S line-eksteriør, pedaler i alu-look, sort optikpakke og sorte højglans sidespejle, læder/alcantara-sæder og tonede ruder bag.

Det får den næsten til at ligne en Audi S6, hvilket også er meningen (men skuffer et par knægte, der opfordrer til at give gas for at høre et brøl fra mange cylindre – det sker ikke, for her er kun fire, og turbobenzineren på to liter siger næsten ikke noget).

Testbilen er en Audi A6 Avant TFSI Prestige 55 TFSI e quattro S-tronic. Det absurd lange navn står for en stationcar med 2-liters turbobenzinmotor, elmotor, 14,4 kWh batteri under gulvet i bagagerummet, 7-trins dobbeltkoblingsgear og firehjulstræk.

Guide: Få styr på Audi’s mærkelig betegnelser

Der er fortsat gode objektive argumenter for at køre diesel, hvis du kører over 25.000 km om året, men det er ligegyldigt, når man kigger på pris­listen. Den mindste A6 Avant diesel med 204 hk koster 130.000 kr. MERE end testbilen med langt højere ydelse, op til 55 km på el i praksis og en symbolsk årlig ejerafgift. Det er ikke Audi, der dikterer forskellen, men den danske registreringsafgift.

Audi A6 Avant plugin-hybrid – hvad er dommen?
Faktisk er der kun få ulemper ved plugin-hybriden. Batteriet stjæler plads under gulvet i bagagerummet, som er på beskedne men anvendelige 405 liter med bagsædet oppe og godt 1.500 liter med sædet slået ned.

Hybriden må ikke trække lige så meget som en diesel, og så er der jo det faktum, at teknologien kun giver mening, hvis du rent faktisk lader batteriet.

Vi synes:
Prisen skubber al skepsis til side: Det fungerer kanongodt, og den ligner en Audi S6.

Grafik: Bil Magasinet