Har du nogensinde drømt om en Porsche 911 som stationcar? Det har kunderne hos Indecent Vehicles, som nu sætter modellen i produktion.
Porsche har aldrig selv turde gøre 911 til en stationcar. Men nu gør et andet firma forsøget. Specialbyggeren Indecent Vehicles har bekræftet, at firmaets Porsche 911 Shooting Brake er på vej mod produktion.
Projektet begyndte som digitale billeder på sociale medier, hvor reaktionen ifølge Indecent Vehicles var så positiv, at firmaet nu vil bygge bilen. Den færdige model skal efter planen vises frem i andet kvartal 2027.
Selv om formen minder om en stationcar, bliver der næppe tale om en enormt praktisk 911. Motoren bliver nemlig fortsat siddende bagtil, så den lange taglinje giver ikke nødvendigvis et kæmpe bagagerum. Indecent Vehicles indrømmer da også, at bilen først og fremmest handler om udseende.
De foreløbige billeder viser brede skærme, ekstra spoilere og en lang, faldende taglinje. Det er præcis den slags ombygning, der kan få Porsche-purister til at rynke på næsen.
Indecent Vehicles har tidligere bygget markante Porsche-projekter på både 997- og 991-generationerne. Firmaet har blandt andet lavet brede bodykits, safari-ombygninger, moderne slant nose-fortolkninger og ekstreme vinger. En 911 Shooting Brake passer derfor meget godt ind i virksomhedens navn.
Kan 911 Stationcar blive et samlerobjekt?
Porsche har tidligere leget med mere praktiske karrosseriformer på modeller som Panamera Sport Turismo og Taycan Cross Turismo. Men 911 har mærket holdt langt væk fra den slags. Det er netop derfor, projektet her skiller sig ud.
Hvis Indecent Vehicles holder fast i de begrænsede produktionsplaner, kan bilen hurtigt blive et samlerobjekt. En 911 med shooting brake-form er usædvanlig nok i sig selv. Og når den samtidig bygges af et nichefirma i meget få antal, bliver den næppe billig.
Indecent Vehicles har endnu ikke meldt pris, tekniske specifikationer eller præcist produktionsantal ud. Men hvis bilen ender på vejene, bliver den en af de mest opsigtsvækkende Porsche 911-ombygninger i nyere tid.
