Salget af de elbilerne Tesla Model S og Model X er officielt fortid i Danmark. Lave salgstal og skarp konkurrence tvinger Tesla til at stoppe.
En æra er i dybeste stilhed slut for Tesla i Danmark.
Det amerikanske elbilmærke stopper nu officielt for salget af luksusmodellerne Tesla Model S og Tesla Model X.
I hvert fald er bilerne forsvundet fra listen over nye biler på mærkets danske hjemmeside, uden at bilmærket ellers har gjort opmærksom på det.
Beslutningen kommer i en tid, hvor konkurrencen på markedet for også de dyre elbiler er blevet markant hårdere.
Salget af de to Tesla-modeller har været yderst begrænset det seneste år.
Det er ikke længere muligt at bestille en ny Model S eller Model X, man selv har konfigureret. Det er dog forsat biler på lager.
Dermed er det et definitivt farvel til to af de modeller, som var med til for alvor at gøre elbilen populær i Norden.
Salget af bilerne har i praksis dog været ikke-eksisterende i 2025. Indtil videre er der kun blevet indregistreret tre eksemplarer af Model S og tre af Model X i Danmark i år.
Model S blev lanceret helt tilbage i 2012 og blev hurtigt et ikon for elbiler. Et par år senere fulgte den store SUV, Model X, med sine karakteristiske “mågevingedøre”, som skabte stor opmærksomhed.
Konkurrenterne overhaler og priserne stiger
Mens Tesla kæmper med salget af sine topmodeller, har konkurrenter som Porsche, Mercedes og Lotus vundet frem.
I år har Porsche solgt 20 eksemplarer af Taycan, mens Lotus har leveret 15 af den nye Eletre.
Selv Mercedes har med tre solgte EQS-modeller matchet salget af både Model S og Model X.
Det viser tydeligt, hvordan markedet har udviklet sig, og hvordan kunderne har fået flere valgmuligheder selv i den dyrere del af bilmarkedet.
Model S og Model X er samtidig blevet markant dyrere for danske kunder. Prisstigninger i USA og en stærk dollarkurs har presset de danske priser opad.
Det har gjort bilerne mindre attraktive for mange købere. Især når konkurrenterne tilbyder nyere og mere moderne alternativer i samme prisklasse.
I USA har Tesla for nylig opdateret Model S og Model X med blandt andet nye forlygter. De opdateringer kommer dog ikke til Europa.
I stedet ser det ud til, at Tesla har valgt at trække modellerne helt fra markedet her.
Fokus på Model Y og fremtidens Tesla
Det er stadig muligt at finde enkelte lagerbiler af Model S og Model X i Danmark. Men i modsætning til i Sverige bliver de ikke solgt med store prisnedsættelser.
Teslas fokus er nu et helt andet sted. Mærket er gået fra at være en nicheproducent af dyre elbiler til at dominere massemarkedet. Det skyldes især den enorme succes med den mindre og billigere Model Y.
Den model er i dag en af verdens mest solgte biler. Men som Boosted også har kunnet fortælle, må selv den nye Model Y faktisk set sig overgået af en benzindrevet Toyota
Strategien hos Tesla er klar. Det handler om volumen og om at producere biler, som flere har råd til at købe. De dyre pionermodeller er blevet ofre i den proces.


