Myndigheden DMV i Californien har sagsøgt Tesla for vildledende markedsføring af Autopilot. Nu risikerer elbil-giganten 30 dages totalt salgsstop.
Tesla står over for et midlertidigt forbud på sit absolut største marked i USA – nemlig det i delstaten Californien.
Her har myndighederne nemlig sagsøgt elbilmærket for vildledende markedsføring af en række førerassistentsystemer.
Helt konkret mener myndighederne, at Tesla er helt forkert på den, når det kommer til navnene “Autopilot” og “Full Self-Driving Capability”.
Det skriver Bloomberg.
Det er Department of Motor Vehicles, også kendt som DMV, der står bag søgsmålet. DMV svarer til den danske Færdselsstyrelse.
I Californien har myndighederne siden 2021 været i dialog med Tesla om sagen. Det er dog ikke kommet noget ud af.
Ifølge DMV giver Teslas markedsføring kunderne det forkerte indtryk af, hvad bilerne egentlig er i stand til.
Myndigheden mener, at navnene antyder en grad af selvkørende teknologi, som Tesla aldrig har kunnet demonstrere i nogle af sine biler.
Systemerne er i virkeligheden klassificeret som føreassistenter på det såkaldte niveau 2 ud af 5. Det betyder, at føreren altid skal være opmærksom og klar til at overtage styringen.
Sagen spidser nu til, og ifølge mediet Electrek har DMV formelt sagsøgt Tesla. Stridspunktet er blandt andet formuleringer fra Tesla.
Alvorlige konsekvenser truer Tesla
Tesla har tidligere beskrevet systemet med ordene: “Systemet er designet til at kunne udføre korte og lange ture uden at personen i førersædet behøver at gøre noget.”
DMV mener, at den slags markedsføring er i strid med loven. Det kan føre til alvorlige sanktioner mod bilproducenten.
Den mest indgribende konsekvens kan blive et 30-dages salgsstop i hele Californien. Det er et kritisk marked for Tesla.
Californien har 39 millioner indbyggere. Salget af elbiler er markant i staten, og et midlertidigt forbud vil ramme Tesla hårdt økonomisk.
Ydermere kan et forbud betyde, at føderale tilskud til elbiler i staten vil forsvinde for Tesla. Det vil gøre bilerne dyrere for potentielle kunder og skade konkurrenceevnen.
Vildledende markedsføring i bilbranchen
Det er ikke første gang, at Tesla er i myndighedernes søgelys for navngivningen af deres teknologi. Flere lande og organisationer har tidligere kritiseret brugen af ord som “Autopilot” og “Full Self-Driving”.
Kritikerne peger på, at navnene skaber en falsk tryghed hos bilisterne. Det kan potentielt føre til farlige situationer i trafikken.
Tesla har på sin side forsvaret sig med, at de tydeligt informerer ejerne. I bilens software skal man acceptere betingelser, der understreger førerens ansvar.
Sagen i Californien kan skabe præcedens for, hvordan den type teknologi må markedsføres i fremtiden. Et salgsforbud vil sende et stærkt signal til hele bilindustrien.
Det er ikke kun markedsføring, der kan stoppe salget af biler. Som Boosted for nylig har fortalt, har Porsche måttet stoppe salget af brugte Taycan-modeller på grund af objektivt set langt mere alvorlige problemer.
Vildledende markedsføring er dog også noget, Tesla i Danmark får myndighederne på nakken for.
Herhjemme måtte mærket således betale en bøde på 190.000 kroner, fordi kunderne blev snydt i en periode i 2019 ikke blev oplyst om alle omkostningerne til billån.


