Mens Teslas salg falder markant og overskuddet er halveret, satser Elon Musk alt på en gigantisk chip-aftale med Samsung til 105 milliarder kroner.
Tesla står midt i en alvorlig krise. Alligevel har bilmærket med Elon Musk i spidsen investeret et enormt beløb.
Nærmere bestemt 105 milliarder danske kroner. Pengene er brugt på en afgørende aftale om mikrochips med tech-giganten Samsung.
Det er Elon Musk selv, som bekræfter den store aftale. Aftalen er kommet i stand, selvom Samsung ikke officielt har navngivet Tesla som kunde.
Det skriver mediet CNBC.
Den sydkoreanske elektronikproducent har dog oplyst, at leverancerne til “en kunde” begynder den 26. juli 2025.
Det er den aftale, Teslas topchef nu har sat navn på.
De avancerede chips skal bruges i Teslas fremtidige elbiler. De er også en vigtig brik i udviklingen af firmaets AI-teknologi og selvkørende systemer.
Investeringen kommer på et yderst kritisk tidspunkt for Tesla. Virksomhedens bilsalg halter nemlig markant efter tidligere tiders succes.
Et halveret overskud og faldende salg
Det seneste kvartalsregnskab afslører en dyster virkelighed for Tesla. Overskuddet er næsten halveret i løbet af bare tre måneder.
Salget af biler er samtidig faldet med 16 procent. Det er en markant nedgang for den amerikanske elbilproducent, som længe har domineret markedet.
Den store investering betyder, at Tesla på en eller anden måde skal have genstartet salget for at retfærdiggøre den enorme udgift.
Aftalepartneren Samsung står også overfor egne udfordringer. Tech-giganten forventer selv et mere end halveret overskud i det kommende regnskab.
Aftalen mellem de to giganter er derfor en langsigtet satsning for begge parter. Den løber helt frem til udgangen af 2033 og skal sikre Teslas forsyningskæde i det næste årti.
Samsung-chips skal sikre Teslas fremtid
For Tesla er den nye forsyning af chips afgørende. Adgang til de mest avancerede mikrochips er fundamentet for firmaets ambitioner om fuldt selvkørende biler.
Konkurrencen på elbilmarkedet er hårdere end nogensinde. Nye og etablerede bilmærker kæmper om markedsandele, og teknologisk innovation er en central kampplads.
For Tesla er udgiften på 105 milliarder kroner et klart signal. Man vil være blandt de bilmærker, der overlever den nuværende ekstreme priskrig.
Men nogen skal altså bukke under. Det er den tyske professor Andreas Hermann slet ikke i tvivl om kommer til at ske. Alene i Kina forudser han, som Boosted har kunnet fortælle, at kun 5 bilmærker ud af 150 vil overleve.


