For reservedelsproducenten BORG Automotive Newman bliver det er permanent farvel til både kontor og lager i Støvring ved årskiftet.
Endnu en bildele-gigant lukker og slukker en afdeling i Danmark.
Denne gang sker det i Støvring, hvor reservedelsproducenten BORG Automotive, der bl.a. producerer ABS-følere og -ringe samt bremseskiver og kalibre, lukker ned fra årskiftet.
Det bekræfter koncernen i en mail til Boosted.
Ifølge marketing manager Kamilla Wied trækker man sig fra Støvring på grund af øget konkurrence og efterspørgsel på det danske marked.
– Det betyder dog ikke, at vi trækker os fra det danske marked, uddyber Kamilla Wied.
Ifølge marketing manageren vil danske kunder i stedet have med BORG Automotive Newmans afdeling i Tyskland at gøre.
Boosted har også spurgt til, om lukningen i Støvring betyder nedskæringer blandt det danske personale. Men det har Kamilla Wied ikke svaret på.
Men kigger man på regnskabet, har Støvring-afdelingen givet massive underskud de seneste år. Med undtagelse af et plus på 7,8 millioner kroner i 2022 har der været rødt på bundlinjen siden 2020.
Røde tal var der også i 2019, 2016 og 2015. I 2023 lød tabet før skat på 94,8 millioner kroner, mens det i 2024 gik i rødt med 46,5 millioner kroner.
BORG Automotive er på den anden side langt fra at være de eneste, der trækker sig eller skærer markant ned i Danmark.
I oktober 2024 kunne Boosted fortælle, at tyske Bosch fyrede 77 efter lukningen af en afdeling i Esbjerg.
Kun kort efter kom det frem, at 90 års industrihistorie ligeledes er et overstået kapitel i Danmark.
I januar meddelte Walker Danmark, der bl.a. byggede udstødningsrør og lyddæmpere i Middelfart på Fyn, at man trak sig helt fra det danske marked.
Før lukningen blev en realitet, havde virksomheden dog allerede fyret sine sidste syv ansatte på dansk jord. Det kom efter en større fyringsrunde, der kostede 280 arbejdspladser i 2002.
Dengang var undskyldningen produktionsomkostninger. I stedet for fremstillingen i Danmark blev produktionen rykket til Polen.


