Sverige afskaffede støtten til elbiler i november 2022. Og det har fået salget til at kollapse med mere end 36 procent. Nu får regeringens forslag til en genindførsel hård kritik for kun at være for nogen.
En ny svensk støtteordning til elbiler bliver nu kritiseret for kun at være tilgængelig for folk på landet, og kun hvis de har en lav indkomst.
Den nye “klimabonus” udelukker ifølge kritikere op mod 75 procent af befolkningen og vil derfor have en minimal effekt.
Det er den svenske bilistorganisation Motorförarnas Helnykterhetsförbund, der retter en hård kritik mod den svenske regering.
For næsten tre år siden afskaffede de borgerlige treparts-partier den daværende klimabonus for elbiler nærmest fra den ene dag til den anden.
Den beslutning fik salget af elbiler til private til at kollapse, og den tendens er fortsat lige siden. Nu forsøger regeringen at rette op på skaden med en ny, målrettet støtteordning.
Penge fra en social EU-fond
Pengene til den nye ordning kommer fra EU’s sociale klimafonde.
De fonde er designet til at kompensere borgere, der bliver økonomisk ramt af den grønne omstilling.
Derfor er den nye, svenske støtteordning underlagt en række strenge krav.
For at få del i pengene skal man bo i en landkommune.
Derudover må man maksimalt have en indkomst på 80 procent af medianindkomsten.
Kun for biler under 425.000 kroner
For at gøre det endnu mere besværligt, må den elbil, man køber, maksimalt koste 500.000 svenske kroner, svarende til cirka 340.000 danske kroner.
De mange krav betyder ifølge kritikerne, at ordningen bliver stort set ubrugelig og ikke vil have nogen som helst indvirkning på vognparkens sammensætning ovre på den anden side af Øresund.
– Kun lidt over en fjerdedel af Sveriges 10,6 millioner indbyggere bor i de kommuner, der er omfattet, og endnu færre opfylder indkomstkravet,” siger Carl-Erik Stjernvall fra Motorförarnas Helnykterhetsförbund.
Han mener, at regeringen skyder helt ved siden af målet.
– Regeringen går glip af at give det sidste skub til husstande, der rent faktisk er ved at købe en bil, og som kunne vælge el i stedet for benzin eller diesel, siger han ifølge Mestmotor.
– Støtte til elbiler skal være tilgængelig for alle.
Mens den svenske regering altså nu forsøger sig med en meget smal støtteordning, er der andre lande, der går den stik modsatte vej.
Eksempelvis har den italienske regering indført en ny støtteordning, der har gjort Europas billigste elbil, Dacia Spring, så billig, at den nu koster mindre end en god cykel.
Samtidig står en pæn del af den nuværende afgiftsstøtte til elbiler til at forsvinde her i Danmark. Som Boosted tidligere på året kunne fortælle, kan regeringspartierne nemlig ikke blive enige om at holde elbilerne afgiftsfrie.
Det har fået bilimportørernes organisation til at advare mod netop ‘svenske tilstande‘ i Danmark, hvor salget af elbiler er dybt afhængigt af støtte fra staten.

