Det burde egentlig være omvendt. Men alverdens assistentsystemer i nye biler får bilisterne til at lave flere buler, viser undersøgelse.
Assistentsystemer i biler har til formål at forhindre skader og ulykker. Men paradoksalt nok viser det sig, at disse systemer også fører til flere ulykker ude på vejene.
Bilister har en tendens til at stole for meget på teknologien og glemmer dermed deres eget ansvar bag rattet.
Det skriver norsk TV2.
Forsikringsselskaber oplever en stigning i skader, hvor bilister angiver, at de stolede på bilens sensorer eller kameraer, som ikke advarede dem om en potentiel fare.
– Mange af vores kunder skriver i deres skadeanmeldelser, at systemerne ikke advarede dem, før de bakkede eller ramte noget, siger Therese Hofstad-Nielsen, der er skadesforebyggende specialist hos det norske forsikringsselskab Fremtind.
Selvom bilerne bliver mere avancerede, er antallet af skader altså stigende. I 2024 anmeldte Fremtinds kunder over 83.200 skader på deres biler.
Især i vanskelige vejrforhold, som f.eks. kraftigt snefald, kan bilernes sensorer og kameraer være til begrænset nytte. Eller i værste fald helt ubrugelige. Det øger risikoen for skader, hvis bilisten udelukkende stoler på assistentsystemerne.
Det er derfor afgørende at huske, at bilens teknologi kun er et supplement til bilistens egen dømmekraft, ansvar og adfærd bag rattet.
– Bilens sensorer er tænkt som en støtte, men ikke noget, vi kan overlade hele ansvaret til,” understreger Hofstad-Nielsen.
Stress og uopmærksomhed er fortsat en væsentlig årsag til skader i trafikken. Det betyder omvendt, at bilisterne pådrager sig rygskader fordi bagfrakommende har opmærksomheden rettet mod alt muligt andet end trafikken.
– Der er tilfælde, hvor sensorerne forhindrer skader, og tilfælde hvor bilisterne stoler for meget på sensorer og dermed kommer til skade, forklarer Hofstad-Nielsen.
– Jeg bor et sted, hvor det er småt med parkeringsmuligheder. Så advarer sensorerne mig.
– Men jeg vælger at ignorere dem, for jeg ved, der er plads. Det skal jeg passe på med ikke at gøre hele tiden.
Det er vigtigt at bevare koncentrationen og ikke blindt stole på bilens teknologi. Føreren skal altid være opmærksom på omgivelserne og være klar til at reagere, selvom assistentsystemerne ikke giver nogen advarsel.
– Det vigtigste er at tage sig god tid og koncentrere sig, slutter Therese Hofstad-Nielsen.
Herhjemme viser en analyse fra Jyske Bank, at hver 7. bilist laver den samme type skade i trafikken. Læs mere om det her.