Siden miljøzonernes indførsel i 2008 er der flere gange strammet op på reglerne. Og den 1. januar 2026 rammes endnu flere biler af et kørselsforbud.
Der er et halvt år til. Men så er det også slut med endnu flere biler i de danske miljøzoner.
Dem er der foreløbig 5 af – nemlig i København, Odense, Aalborg, Århus og på Frederiksberg.
Men et notat fra Københavns Kommune afslørede allerede den 19. december 2024, at reglerne endnu engang bliver strammet.
Og nu følger Færdselsstyrelsen op med en række ændrede regler på synsområdet. Alt sammen fordi reglerne bliver strammet.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Det bliver fra 1. juli nemlig muligt at få godkendt et eftermonteret partikelfilter på diesel- og benzindrevne M2-køretøjer. I daglig tale minibusser på 3.500 kilo.
Flere bøder i miljøzoner er en fejl
Fra 1. januar må den type bil nemlig slet ikke køre rundt i miljøzonerne, hvis ikke de lever op til emissionsstandarden Euro 5 eller er udstyret med et partikelfilter.
Selvom reglerne nu endnu engang bliver strammet, følger straffen for at overtræde dem dog ikke med i samme tempo.
Det koster stadig 1.500 kroner for en privat-ejede personbil at køre ind i en miljøzone, hvor den ikke må være. For lastbiler og busser er bøden 12.500 kroner pr. gang.
Bøden lander i e-boks. Det sker i udgangspunktet 48 timer efter ‘forbrydelsen’. Systemet er dog ikke fejlfrit.
Gentagne gange har bilister fået uberettigede bøder, fordi Sund & Bælt, der administrerer overvågningen i de fem miljøzoner, ikke har styr på teknikken.
Det skete bl.a. i 2021 for entreprenøren Torsten Skaarup.
Han fik hele to bøder på i alt 25.000 kroner, fordi han ifølge myndighederne kørte uretmæssigt rundt en miljøzone i en lille lastbil.
Begge bøder viste sig dog at være en fejl. Men både politiet og Miljøstyrelsen ville først anerkende fejlen, da arbejdsgiverforeningen Dansk Håndværk gik ind i sagen.
Tak fordi du læste med. Har du set en fejl i artiklen? Så fortæl os det: [email protected]