Natten til søndag udviste en mand fra Letland meget lidt forståelse for de danske færdselsregler. Det kostede ham dyrt.
Et rutinestop på Skovvejen i Holbæk udviklede sig natten til søndag til en lidt større sag for Midt-og Vestsjællands Politi. Kl.00.09 stoppede en patrulje en 33-årig mand fra Letland, og så begyndte sigtelserne eller bare at rulle.
For ikke bare havde manden intet kørekort. Det viste sig også, at han havde drukket for meget, til at han overhovedet måtte køre bil. Og da det langt fra er første gang, at politiet stopper den samme mand uden kørekort, kunne betjentene beslaglægge bilen.
Men Midt-og Vestsjællands Politi beslaglagde mere end mandens bil. I den havde han nemlig også ‘et ikke ubetydeligt femcifret’. Og da den 33-årige i forvejen skylder penge til det offentlige, inddrog politiet også pengene. Det oplyser kredsen i døgnrapporten.
Efter en blodprøve blev manden løsladt. Men da han protesterede over beslaglæggelsen, skal en dommer nu se på, om politiet handlede korrekt. Er det tilfældet, vil anklagemyndigheden gå efter at få bilen konfiskeret på statens vegne.