Skatteminister Rasmus Stoklund (S) mener, det er molbo-agtigt, at elbil-ejere med solceller ikke kan få refusion af den strøm, deres biler lades med. Nu er en løsning på vej.
Lige nu kan elbill-ejere, der samtidig har solceller på deres huse, ikke få afgiftsrefusion af den strøm, de lader deres elbiler med.
Men det er en ordning, der er molbo-agtig, mener skatteminister Rasmus Stoklund (S). Så nu vil han have lavet systemet om.
Hel konkret vil ministeren sikre, at personer med både elbiler og solceller kan opnå en reduceret elafgift for den strøm, der bruges til opladning af deres elbiler.
Det skriver skatteministeriet i en pressemeddelelse.
– Elbiler og solceller skal naturligvis gå hånd i hånd, og danskerne skal have en gevinst, når de bidrager til den grønne omstilling.
– Derfor har vi undersøgt forskellige modeller og været i dialog med branchen, så vi kan løse den udfordring, der har været. Derfor foreslår jeg nu at arbejde videre med en løsning i form af en såkaldt bi-målermodel, siger skatteminister Rasmus Stoklund.
Ordningen vil ifølge skatteministeriet gøre det muligt separat at registrere elforbruget til opladning af elbiler, uafhængigt af husholdningens øvrige elforbrug.
Denne differentiering skal foretages via Energinets Datahub. På den måde kan der holdes øje med, at bilisterne kun får den afgift, de allerede har betalt, retur.
Den eksisterende refusionsordning har skabt en situation, hvor ladeoperatører for husstande med solceller i praksis ikke har kunnet modtage refusion af elafgiften.
Flere medier – herunder Boosted – har beskrevet, hvordan elbilejere på den måde rammes af ekstraregninger på op mod 7.000 kroner om året i rene afgifter.
Indtil nu har skatteministeren ellers nægtet, at der var refusion på vej til danskerne. Faktisk nægtede han det så sent som den 20. februar i år over for Ekstra Bladet.
I hvert fald er de penge, som danske elbil-ejere allerede har betalt i den ‘uberettigede’ afgift allerede gået i statskassen. Og her bliver de ifølge ministeren.
– Det vil have virkning fremadrettet, og så vil det være det, vi får løst. Jeg har svært ved at se, at det er realistisk, at man også kan gøre det bagud i tid, sagde Rasmus Stoklund om planen.
Læs flere artikler efter annoncerne: