Den japanske bilgigant Nissan overvejer at afhænde sit globale hovedsæde i Yokohama. Det skal skaffe 4,5 ud af en spareplan på 26 milliarder.
Nissan kæmper for at skære ned på omkostningerne. Nu er det globale hovedkvarter i Yokohama havnet på en intern liste over mulige salgsemner.
Bygningen blev indviet i 2009 efter en byggeperiode på to år.
Hovedkontoret ligger i Minato-Mirai 21-distriktet, som er en moderne forretningszone i havnebyen Yokohama. Ifølge japanske ejendowmsmæglere er ejendommen vurderet til omkring 4,5 milliarder kroner.
Det skriver Nikkei Asia.
Nissan har endnu ikke officielt bekræftet, at hovedkontoret er til salg. Men både NHK og Nikkei Asia rapporterer, at bygningen indgår i de aktiver, som selskabet vil forsøge at sælge senest i marts 2026.
Selskabets nye topchef, Ivan Espinosa, har meldt ud, at der skal sælges store aktiver. Han har dog ikke nævnt hovedkvarteret direkte i sine bemærkninger til spareplanen.
Hvis salget gennemføres, kan Nissan fortsætte med at bruge bygningen gennem en leasingaftale. Den slags ordninger er ikke usædvanlige. McLaren valgte en lignende model, da selskabet solgte sit hovedkvarter i Woking for at nedbringe gæld.
Ivan Espinosa står i spidsen for Nissans kriseplan
Efter et underskud på over 30 milliarder kroner sidste år har Nissan igangsat en større spareplan.
Planen indebærer lukning af syv fabrikker, herunder de japanske anlæg i Oppama og Shonan. Samtidig skal 20.000 stillinger fjernes på verdensplan.
Selskabet stopper også udviklingen af visse modeller. Seks bilplatforme bliver helt droppet. Det betyder, at Nissan fremover kun vil bruge syv forskellige platforme.
Et af målene er at reducere antallet af dele i bilerne med 70 procent. Det skal gøre produktionen billigere og mere effektiv.
Omkring 3.000 ingeniører fra forsknings- og udviklingsafdelingen er blevet flyttet over til at arbejde med kostnadsbesparelser.
Renault og Mitsubishi skal hjælpe Nissan med nye biler
Nissan har ikke længere planer om en fusion med Honda. I stedet kigger bilkoncernen mod sine eksisterende samarbejdspartnere
Et tættere bånd til Renault skal sikre hurtigere udvikling af nye modeller. Det skal blandt andet ske ved at dele teknologi og platforme.
Et eksempel på dette er den kommende Nissan Micra, der i det store hele er identisk med Renault 5.
Samtidig vil Nissan at udvide partnerskabet med Mitsubishi. Tanken er at accelerere udviklingen og mindske udgifterne.
Japanerne har også åbnet for muligheden for, at den kinesiske partner Dongfeng kan bruge nogle af Nissans underudnyttede fabrikker til egen bilproduktion.
Salg af hovedkvarteret bliver en del af et større billede, hvor Nissan forsøger at omstrukturere sig selv for at overleve.
Det skal bl.a. ske gennem 20.000 fyringer på verdensplan og lukningen af 7 ud af i alt 17 Nissan-fabrikker.
I Danmark går importøren dog fri af nedskæringerne. Det bekræfter presseansvarlig Ann Strøby over for Boosted.
Tak fordi du læste med. Har du set en fejl i artiklen? Så fortæl os det: [email protected]