Som en del af en gigantisk spareplan tager Nissan nu livet af elbilen Ariya efter kun tre år. Beslutningen skal hjælpe mærket med at spare 12 milliarder kroner.
Den kriseramte japanske bilgigant Nissan tager nu livet af den anerkendte elbil Ariya efter blot tre år på markedet.
Beslutningen er en direkte konsekvens af en gigantisk spareplan, hvor mærket desperat forsøger at finde besparelser for 12 milliarder kroner.
Det er endnu et dramatisk skridt i den store omstrukturering, som Nissan i øjeblikket gennemgår.
Nyheden om Ariyas hurtige exit blev afsløret i et internt notat, som branchemediet Automotive News har fået adgang til.
Her fremgår det, at Nissan vil “sætte produktionen af Ariya på pause”. I hvert fald når det gælder det amerikanske marked.
I bilindustrien er “pause” ofte en pæn måde at sige, at en model bliver droppet.
For få solgte biler og nye toldmure
Nissan har siden bekræftet beslutningen.
– Denne beslutning gør det muligt for virksomheden at omfordele ressourcer og optimere sin elbil-portefølje, i takt med at billandskabet fortsætter med at udvikle sig, lyder den officielle forklaring.
Den reelle årsag er dog formentlig kombination af skuffende salgstal og en ny, hård politisk virkelighed.
Ariya, der globalt blev lanceret i 2022, har ikke kunnet fange amerikanerne.
Da det gik bedst, i 2024, blev der solgt lige under 20.000 eksemplarer i USA. Det er langt færre end konkurrenter som Ford Mustang Mach-E og Hyundai Ioniq 5.
Donald Trumps politik er en del af årsagen
Samtidig er bilen, der produceres på Nissans Tochigi-fabrik i Japan, blevet ramt af præsident Donald Trumps nye toldmur på 15 procent for japansk-producerede biler.
Oven i det udløber den føderale amerikanske skatterabat på 7.500 dollars for elbiler den 30. september. Altså lige om lidt.
Kombinationen af de faktorer har gjort Ariya usælgelig på det vigtige amerikanske marked.
Nissan understreger dog, at de ikke opgiver elbiler helt.
Den nyligt lancerede 2026-version af Leaf-modellen vil fremover være mærkets primære og billigere elbil. Også i USA
Den store krise hos Nissan har tvunget den nye ledelse til at tage drastiske metoder i brug.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, har bilmærket identificeret hele 4.000 forskellige måder, hvorpå de kan spare de nødvendige 12 milliarder kroner.
At droppe en hel bilmodel – og lukke flere bilfabrikker – er dog blandt de mest markante tiltag.
Boosted forsøger at opklare, om Nissan også fjerner Ariya fra andre markeder end det amerikanske. Så som det danske.


