Der findes kun én. Til gengæld kan Koenigsegg Agera RS “Phoenix” købes på afbetalingen. Afdragene er 600.000 kroner om måneden.
En Koenigsegg Agera RS, der kun findes i et eksemplar, kan erhverves på afbetaling i USA. Den svenske bilproducent Koenigsegg er kendt for at udvikle nogle af verdens mest ekstreme sportsvogne – og bilen her er ingen undtagelse.
Faktisk tværtimod – for bilen med tilnavnet “Phoenix”, er en såkaldt “one-of-one”. Altså er bilen den eneste Agera RS i verden der ser lige sådan ud.
Da bilen blev bygget, var det en af de dyreste Koenigsegg-modeller på markedet. Og en af de dyreste biler nogensinde fra fabrikken i Ängelholm.
Phoenix er en specialbygget version af Agera RS. Med et karosseri i kulfiber og 24-karat guldbelægninger.
Hver eneste gulddetalje er desuden lagt på bilen med håndkraft fra den italienske kunster Ettore Callegaro. Hvilket gør bilen til en af de mest iøjnefaldende Koenigsegg-modeller, der nogensinde er bygget.
Under kølerhjelmen er opskriften lidt mere som vi kender Koenigsegg. Nemlig en 5-liters V8-motor med dobbelte turboer og en ydelse på 1.360 hestekræfter
Den teoretiske tophastighed er angiveligt over 440 km/t, og modellen har stadig verdensrekorden som den hurtigste gadegodkendte bil med 442 km/t.
Interiøret matcher det eksklusive ydre med sort Alcantara og gulddetaljer. Bilen kan desuden tilpasses både gade- og banebrug.
Phoenix har kørt cirka 2.800 miles svarende til 4.500 kilometer og sælges gennem Vegas Auto Gallery i Las Vegas. Prisen er fastsat til 4.999.999 dollar svarende til omkring 34 millioner danske kroner.
For dem, der ikke umiddelbart kan hoste op med det fulde beløb, er der dog en anden mulighed som forhandleren vil gå med til.
Med en kontant udbetaling på 5,5 millioner kroner og en månedlig ydelse på 569.000 kroner i 72 måneder (beregnet til 9,99 % i rente ifølge bilforhandleren), kan drømmen blive til virkelighed. Hvis altså økonomien tillader det.
Men så igen – har du råd til en Koenigsegg er det næppe på afbetaling.
Læs flere artikler efter annoncerne: