Det er ikke kun Teslas aktiekurs, der ræser mod bunden. Det gør bilsalget også. I Norge sælger Toyota nu flere elbiler end amerikanerne.
På det norske bilmarked er det stadig elbiler, der dominerer. Faktisk sidder de på næsten 100 procent af alle nye biler. Men Tesla er røget ud i kulden.
Faktisk sælger Toyota nu langt flere biler hos vores naboer længere nordpå, end Tesla formår at shippe afsted fra sine forhandlere.
I årets to første måneder faldt Teslas salg i Norge med 44,4 procent sammenlignet med samme periode i 2024.
Samtidig steg det samlede marked, så elbiler udgør nu 96 procent af alle nye personbiler solgt i landet.
Tesla solgte 1.606 biler til nordmændene i januar og februar. Det er næsten 3.000 biler færre end samme periode sidste år.
Toyota sælger nu langt bedre end Tesla i Norge
Tesla må af samme grund tage til takke med en tredjeplads på salgslisterne i Norge. Både Volkswagen og Toyota, der kun sælger én elbil i landet, bZ4X, sælger bedre.
Det er en markant kontrast i forhold til hele 2024, hvor Tesla solgte 24.259 biler i Norge og havde 18,9 procent af markedet i landet.
Ifølge data fra Opplysningsrådet for Veitrafikken steg det samlede salg af personbiler, inklusive elbiler og benzinbiler, med 46,3 procent (det svarer til 18.292 biler) i de første to måneder af 2025.
Volkswagen indtager nu førstepladsen på det norske marked for elbiler med 3.222 solgte biler i januar og februar, en stigning på 224,1 procent i forhold til samme periode i 2024.
Toyota følger efter med 2.102 solgte enheder (en stigning på 97,6 procent). Mens Tesla, der nu er på tredjepladsen, oplevede, at salget gik tilbage med 1.606 biler.
De øvrige mærker i den norske top fem er Nissan med 1.186 solgte biler (en stigning på 31,3 procent) og BMW med 1.134 solgte biler (en stigning på 113,6 procent).
Når det gælder individuelle modeller, er Toyotas bZ4X den bedst sælgende bil i Norge overhovedet. Altså når man tager højde for, at vi kun er igennem de første to måneder af 2025.
Teslas Model Y, der engang var nordmændenes foretrukne elbil, er faldet til fjerdepladsen med kun 965 solgte biler, et fald på 64,4 procent.
Ifølge norsk TV2 er det for tidligt at sige noget om, hvorfor Tesla egentlig styrtdykker i Norge. Rundspørger fra analysefirmaet Opinion viser dog, at 2 ud af 3 nordmænd nu ser mere negativt på Tesla end før.
Meget af den negative reaktion i Norge kan være forbundet med Tesla-direktør Elon Musks politiske engagement. Især hans forbindelse til USA’s præsident Donald Trump klinger ikke godt nordpå.
Nogle eksperter mener dog, at Teslas udfordringer i Norge rækker ud over direktørens offentlige image.
Robert Næss, investeringsdirektør hos Nordea Asset Management, mener, at Teslas tidligere så unikke appel er blevet mindre i Norge.
– Jeg tror, det er en kombination af, at nogle mennesker har et negativt indtryk af Musk, og at en Tesla ikke længere er et meget bedre køb end alle andre elbiler.
Læs flere artikler efter annoncerne: