En æra er forbi for svenske Scania. Den selvstændige udviklingsafdeling fusioneres med MAN og VW under Traton, som nu samler 9.000 medarbejdere.
En 113 år lang æra med uafhængig svensk lastbiludvikling er slut.
Scania lukker sin berømte udviklingsafdeling i Södertälje, der ellers har været åben siden mærkets grundlæggelse i 1911.
I stedet samles de ansattes arbejde under Traton-paraplyen sammen med MAN og Volkswagen Truck & Bus.
Den historiske forandring betyder, at Scanias udvikling ikke længere er uafhængig. Al forskning og udvikling centraliseres nu i Traton Group.
Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.
En ny udviklingsafdeling med 9.000 medarbejdere skal tage over, der hvor Scanias selvstændighed stopper. Afdelingen skal servicere alle mærker i koncernen.
Svenskeren Niklas Klingenberg er udpeget som chef for den nye, gigantiske afdeling.
– Det tættere samarbejde inden for forskning og udvikling, der nu begynder, vil gøre os hurtigere og mere effektive, siger han.
Fremtiden er moduler på færre og fælles platforme
Med nedlægningen af Scania-afdelingen vil koncernen indføre en forsimplet og billigere tilgang til det at udvikle lastbiler.
Forskellige men færre platforme skal kunne deles mellem lastbilmærkerne.
Metoden er velkendt fra Volkswagen Group. Her deler bilmærker som VW, Audi og Skoda platforme som MQB og MEB.
– Denne metode betyder, at vi kan undgå dobbeltarbejde, siger Niklas Klingenberg.
Han forklarer videre, at det gør det muligt at skræddersy produktporteføljen optimalt til kundernes behov på tværs af alle mærker.
Baggrunden for ændringen strækker sig over et årti. Volkswagen blev majoritetsejer af Scania i 2011, og i 2014 blev Scania opslugt som et datterselskab i den tyske koncern.
En ny ledelse hos Scania og Traton
Den store forandring sker syv år efter, Volkswagen samlede sine tunge køretøjer i selskabet Traton.
Traton Group ledes i dag af Scanias administrerende direktør, Christian Levin. Han har altså en dobbeltrolle i koncernen.
Niklas Klingenberg understreger vigtigheden af medarbejderne i den nye struktur.
– Hver eneste ingeniør og talent i vores organisation er uundværlig for at sikre Traton Groups lyse fremtid, udtaler han.
– Vores succes afhænger af deres ekspertise, afslutter Niklas Klingenberg.
Scanias uafhængige udvikling har blandt andet skabt de legendariske V8-motorer, som mærket er verdensberømt for.
Og selvom udviklingsafdelingen nu er fortid har de svenske-tyskere, som Boosted kunne fortælle i maj, absolut ikke tænk sig at opgive de 8 cylindre.


