Der er meget langt op til den skrigende V10’er i Lexus LFA. Men Toyota holder trods alt fast i en superbil skal køre med forbrændingsmotor. Denne gang med 8 cylindre.
Bilentusiaster verden over har ventet i spænding, og nu har Toyota endelig løftet sløret – eller rettere, lidt af lyden – for og i japanernes kommende superbil.
I en nylig livestream afslørede den japanske gigant lyden af den nye V8-motor, der bliver hjertet i afløseren til den legendariske Lexus LFA.
Afsløringen bekræfter, at den nye model får otte cylindre, ikke ti som sin forgænger.
Den nye superbil har været længe undervejs.
Allerede i 2022 viste Toyota konceptbilen GR GT3 Concept frem for offentligheden. Siden da har rygterne og forventningerne været massive.
Nu nærmer den officielle afsløring sig endelig. Den længe ventede model vil blive præsenteret den 4. december i år.
Den første offentlige fremvisning sker i januar 2026 på Tokyo Auto Salon.
At gå fra 10 til 8 cylindre giver en helt anden lyd
Lyden af den nye motor blev afsløret under en livestream, hvor Toyota spillede lyden fra tre ikoniske motorer.
Først lød den klassiske rækkesekser fra 2000GT. Derefter den berømte og skrigende V10’er fra Lexus LFA.
Og til sidst kom lyden af den nye superbil – en umiskendelig V8’er.
Lyden er ifølge de første lyttere markant anderledes end LFA’s V10. Den nye V8’er har en tungere og lavere tone. Den virker også mere dæmpet, sandsynligvis på grund af moderne filtre og lyddæmpere.
For nogle entusiaster vil skiftet fra V10 til V8 måske være en skuffelse. V10’erens unikke og højfrekvente lyd er legendarisk.
Men i en tid, hvor de fleste nye superbiler enten er hybrider eller rene elbiler, er det et markant statement fra Toyota, at de lancerer en helt ny model med en stor forbrændingsmotor.
GR GT eller Lexus LFR? Navnet er stadig et mysterium
Den nye superbil bliver den spirituelle efterfølger til Lexus LFA.
Men om den reelt vil blive solgt som en Toyota GR-model eller under Lexus-navnet, er endnu ikke helt sikkert.
Tidligere rygter pegede på, at racerbilen vil få et Toyota-logo i snuden, mens gadebilen bliver solgt som en Lexus LFR.
Den teori bliver nu udfordret. Toyota Gazoo Racings officielle hjemmeside har nemlig et nedtællingsur til afsløringen den 4. december.
Det tyder kraftigt på, at bilen vil blive lanceret som en Toyota GR GT for at styrke Gazoo Racing-undermærket.
Toyotas beslutning om at investere i en helt ny V8-motor til en superbil er en del af en større men måske ikke så overraskende tendens i bilindustrien.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, har Hyundai netop bekræftet, at de efter 10 års hemmelighedskræmmeri er i gang med at udvikle en helt ny benzinmotor til en kommende superbil med centermotor.
Det viser, at forbrændingsmotoren langtfra er død i toppen af bilverdenen. Ferrari har desuden været ude for at forsvare brugen af både V6, V8 og V12-motoren.
Og hos BMW mener man ligefrem, at forbrændingsmotoren aldrig vil forsvinde.

