En ny undersøgelse fra tyske ADAC viser, at prisen for strøm til elbiler er 62 procent dyrere, end den burde være. De høje priser rammer især ved ad hoc-opladning.
Elbil-ejere risikerer at betale markant for meget for strøm.
En ny, stor test fra den tyske medlemsforening ADAC viser, at prisen for opladning er op til 62 procent højere ved en ladestander, hvis man ikke har et abonnement.
Det er noget, som rammer mange, der benytter sig af såkaldt ad hoc-opladning.
Ad hoc-opladning er en engangsbetaling direkte ved ladestanderen. Det er en metode, mange elbil-ejere bruger for nemheds skyld, når de er på farten.
EU har via AFIR-forordningen ellers sikret, at alle nye ladestandere skal tilbyde den betalingsmulighed. Men det koster bilisterne dyrt. For dyrt.
For nu advarer ADAC om de store ulemper ved den løsning. Deres test afslører betydelige prisforskelle.
Den tyske bilistforening gennemførte en omfattende test langs Tysklands motorveje. Her undersøgte de priserne på tværs af rastepladser, tankstationer og forskellige ladestationer.
Resultatet var det samme alle steder. Det er markant dyrere at lade sin elbil op uden et medlemskab eller et abonnement hos ladeoperatøren.
Ved en af de testede ladestandere var prisforskellen helt oppe på 62 procent.
Bilister presses ud i flere abonnementer
Undersøgelsen fra ADAC afdækkede også andre udfordringer for elbil-ejere. De tekniske løsninger var i flere tilfælde ikke forbrugervenlige.
Nogle ladestandere, især ældre modeller, mangler kortlæsere. De kan derfor kun aktiveres med en specifik app, en QR-kode eller et ladekort fra udbyderen.
En overgangsperiode frem til udgangen af 2026 gør det lovligt, men det er til stor gene for forbrugerne. Det fremgår af ADAC’s rapport om testen.
ADAC mener, at de store prisforskelle har et klart formål. Ladeoperatørerne forsøger at presse kunderne over i faste abonnementsløsninger. Den praksis er organisationen stærkt kritisk overfor.
– Ifølge ADAC er det en uacceptabel situation, da lavtærskeltilgængelighed og ukompliceret betaling med debetkort eller kreditkort er afgørende for opskalering og bred accept af elektromobilitet, lyder det.
Danske elbil-ejere betaler også for meget
Et andet kritikpunkt i testen er manglen på gennemsigtighed i priserne. En nylig undersøgelse fra ADAC viste, at 96 procent af adspurgte ønsker klare priser på opladning, før de starter.
“Opladning med strøm bør være lige så simpelt og brugervenligt som at tanke op. De til tider store prisforskelle mellem ad hoc-opladning og kontraktbaseret opladning bidrager ikke til det,” skriver ADAC.
Det er ikke kun i Tyskland, at elbil-ejere betaler overpriser for strøm. Problemet er også velkendt i Danmark.
Som Boosted tidligere har fortalt, mener både Forbrugerombudsmanden og visse ladeoperatører, at danskerne betaler alt for meget for strøm til deres elbiler. Herhjemme er der endda tale om, at visse elbil-ejere betaler op mod 70 procent for meget for den strøm, deres biler bruger.


