Øresundsbroen er i forvejen verdens dyreste broforbindelse at krydse. Og fra nytår bliver det kun endnu dyrere, viser de seneste tal.
Øresundsbroen er, som Boosted allerede har kunnet fortælle, verdens dyreste bro at krydse.
Og fra 1. januar 2026 bliver det kun endnu dyrere. Det viser de tal, som Øresundsbro Konsortiet, der står for broens drift, selv har offentliggjort.
Prisstigningerne er små. Men der er stadig tale om prisstigninger. En billet til ‘overfarten’ koster ved betalingsanlægget 460 danske kroner i dag.
Fra nytår stiger det beløb til 470 kroner. Mens en billet købt online vil koste 420 kroner fra nytår. I dag er det beløb 414 kroner.
Øresund Go, der er en rabataftale, der skal betales for årligt, hæver prisen fra 178 kroner pr. tur til 182 kroner pr. tur.
Og det er kun for personbiler. Skal man have en trailer med til Sverige eller omvendt til Danmark, koster det i dag 920 danske kroner. Det beløb stiger til 940 kroner efter nytår.
Konsortiet begrunder stigningen med øgede drifts- og vedligeholdelsesomkostninger på broen, der sidste år blev passeret af 6,8 millioner køretøjer.
En af årsagerne til den høje pris er en gamle aftale mellem Danmark og Sverige fra 1991. Den betyder nemlig, at priserne på Øresundsbroen skal afspejle færgeprisen mellem Helsingborg og Helsingør.
Det betyder, at Øresundsbroen ikke selv kan sætte prisen markant ned uden konsekvenser.
– Hvis vi halverede prisen, ville det ikke vare mange timer, før vi modtager en stævning fra Öresundsbanen. De vil påstå, vi dræber konkurrencen, siger direktør Linus Eriksson.

