Efter et fald i aktiekursen på 60 procent bliver Porsche nu nedgraderet og fjernet fra Tysklands prestigefyldte DAX-indeks over de 40 største firmaer i landet.
Porsche har det ikke nemt for tiden. Og nu må tyskerne ovenikøbet leve med at blive sendt ud af et meget fornemt selskab.
Mærket anses nemlig ikke længere for at være blandt Tysklands 40 største børsnoterede virksomheder. Det koster pladsen i det såkaldte DAX-indeks.
Den 22. september 2025 vil Porsche officielt blive fjernet fra DAX-indekset. Det sker som en del af en regulær reorganisering fra den tyske børs, Deutsche Börse.
Det skriver Reuters.
Porsche vil i stedet blive en del af det mindre MDAX-indeks, som omfatter de næststørste virksomheder.
Årsagen til den dramatiske nedgradering er et massivt fald i bilmærkets værdi.
Aktiekursen er kollapset med 60 procent
Siden toppen i april 2023 er Porsches aktiekurs faldet med omkring 60 procent.
Dengang kostede en aktie 116 euro, svarende til 865 danske kroner. I dag koster den kun 45 euro, eller 336 danske kroner.
Det er et enormt værditab på under to år.
Det store fald har betydet, at Porsches samlede markedsværdi ikke længere er stor nok til at opfylde kriterierne for at være med i det fine selskab på DAX-indekset.
DAX-indekset opdateres fire gange om året, og her kan svagere selskaber blive erstattet af stærkere.
Ramponeret af told, Kina-krise og sløvt elbilsalg
Det voldsomme fald i aktiekursen skyldes en række alvorlige udfordringer for Porsche.
Virksomheden er hårdt ramt af de amerikanske importtold-satser på europæiske biler.
Samtidig kæmper mærket med en faldende efterspørgsel på det ekstremt vigtige kinesiske marked.
Endelig har salget af mærkets nye elektriske modeller været skuffende.
Alt sammen faktorer der har tvunget Porsche til gentagne gange at nedjustere de økonomiske forventninger til fremtiden.
Nedgraderingen får dog ikke administrerende direktør, Oliver Blume, til at ryste i bukserne. I hvert fald ikke for alvor og ud af til.
Tværtimod har Blume sagt, at Porsche har et mål om hurtigst muligt at vende tilbage til DAX-indekset. Og det hurtigst muligt.
De økonomiske problemer har på den anden side allerede tvunget Porsche til at træffe en række omdiskuterede beslutninger.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, er mærket for første gang i 94 år i gang med at udvikle en primært forhjulstrukket bil. Det sker som en direkte konsekvens af det skuffende salg af den elektriske Macan.

