I 2024 trådte en ny lov i kraft i Sverige. Den betyder, at politiet kan uddele bøder til bilister, der spiller for højt med deres anlæg. Det er et biltræf, der er blevet lagt ned af politiet.
Et kendt biltræf i Sverige er blevet lagt ned af politiet. Altså i overført betydning.
For ordensmagten har de seneste dage haft mere end travlt med at uddele bøder i forbindelse med arrangementet Classic Car Week i byen Rättvik.
Hvert år trækker bil-ugen gæster til fra ind- og udland, og det har politiet i den grad benyttet sig af. I hvert fald har bødeblokkene ikke ligget stille.
Af svensk politis døgnrapport fremgår det bl.a., at man har udskrevet bøder på 1.000 svenske kroner – svarende til 680 danske kroner – til 130 bilister, der spillede for høj musik
Føler sig forfulgt af politiet
Andre har fået bøder for ulovlige parkeringer, narko og kørsel uden kørekort. Ifølge det svenske medie Carup føler nogle af deltagerne sig chikaneret af politiet.
– De forsøger at slippe af med os yngre mennesker ved at give bøder for høj musik.
Det er bare en måde for politiet at lægge pres på os, selvom vi ikke har gjort noget forkert, udover bare at spille lidt højt, siger to brødre, der ikke vil stå frem med navn, til mediet.
At træfdeltagere føler sig forfulgt af politiet er dog ikke noget nyt. Faktisk er der også den type klager herhjemme.
Boosted har tidligere kunnet fortælle, hvordan gæster, som deltog i det lovlige brændertræf på Flyvestation Karup i 2023, følte sig forfulgt af betjente i og uden for området.
Men kritikken prallede dog af på Midt- og Vestjyllands Politi.
– Tingene skal være i orden, når man kører på offentlig vej, så der ikke sker ulykker derude.
– Det gælder også fejl og mangler på køretøjet, fortalte politikommissær Jørgen Christensen til TV2 Midtvest dengang.


