Lørdag aften blev et ulovligt gaderæs opløst i en regn af bøder, da politiet mødte op på en adresse i Køge.
Der blev ikke kørt mere ulovligt gaderæs den aften.
I hvert fald ikke ud Ullsvej i Køge, hvor Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten fortæller, at de var forbi lørdag aften kort efter kl. 23.
I en regn af sigtelser fik en patrulje opløst det ulovlige gaderæs.
Forsamlingen fik nemlig betjentene til at tage bødeblokken frem og skrive ‘flere’ på stedet for ulovligheder.
Ordensmagtens tilstedeværelse gav tilsyneladende flere af de forsamlede bilister kolde fødder. I hvert fald valgte flere personer på stedet at forlade området, lyder det.
Det er bestemt ikke første gang, at politiet slår til mod det ulovlige gaderæs.
Tilbage i juli skrev Aarhus Stiftstidende, at en tidligere formand for foreningen ‘Cars & Coffee’, der har rødder i byen, er blevet dømt for sin rolle i det ulovlige gaderæs.
Byretten i Aarhus har bl.a. dømt den tidligere formand for at deltage i flere af de ulovlige gaderæs, ligesom han har opfordret 7.000 medlemmer i en Facebook-gruppe af samme navn til at bryde loven.
Men at der falder dom i den slags sager, er langt fra noget nyt. Tilbage i april 2022 fik en dengang 19-årig 20 dages betinget fængsel.
Straffen fik han for at agere såkaldt ‘starter’ – altså vinke de ulovlige gaderæs i gang. Dengang havde manden dog ikke selv deltaget direkte i selve ræset.
Ifølge Københavns Vestegns Politi betød sagens udfald, at det var første gang, en person blev dømt for vanvidskørsel uden selv at have siddet bag rattet.
– Vi anvender de regler, der gælder, og denne dom vil indgå i vores fremadrettede målrettede indsatser mod ulovlige gaderæs, lød det dengang fra politikommissær Claus Stoltenberg, leder af Københavns Vestegns Politis færdselsafdeling.


