Et nyt lån på 3,2 milliarder kroner skal sikre, at Polestar holder sig kørende et stykke tid endnu. Så sent som i december lånte mærket 5 milliarder.
Tilbage i december lånte Polestar 5 milliarder kroner hos 12 forskellige banker. Men det er ikke nok. For bilmærket har måttet låne yderligere 3,2 milliarder kroner.
Endnu før det kom frem, at mærket skylder mere, end det reelt er værd. Derfor kan et gigantisk lån fra Volvo heller ikke tilbagebetales før 2028.
Allerede i december indrømmede mærket, at de fem milliarder kroner ikke var nok. De nye penge skal da også bruges på at holde mærket kørende, sådan helt generelt.
De første 5 milliarder brugte mærket på delvist at betale allerede eksisterende lån tilbage.
Det skriver Reuters.
Polestar regner med det bedste år nogensinde trods kæmpe lån
Ifølge nyhedsbureauet har de store lån fået investorerne til at sætte spørgsmålstegn ved, om Polestar har styr på forretningen.
Mærket har da også allerede meddelt, at de seneste regnskabstal, både på årsbasis og for fjerde kvartal af 2024, igen er forsinket. Samtidig siger den nye direktør, at det skal være slut med en række særlige tiltag.
Faktisk er det Geely-ejede mærke allerede begyndt at lukke flere af dem efter seks år. Læs mere om det her.
Alligevel er der hos direktøren Michael Lohscheller en forventning om, at 2025 bliver mærkets bedste år nogensinde.
– Vi forventer, at 2025 bliver det stærkeste i mærkets historie, sagde direktøren i forbindelse med lanceringen af en række nye modeller.
Polestar har nu tre elbiler på markedet: Polestar 2, Polestar 3 og Polestar 4. Senere i år lanceres modellen 5, efterfulgt af en kompakt SUV kaldet Polestar 7, som forventes ude i begyndelsen af 2027.
Mærket har dog også måttet skuffe dem, der ellers ser frem til en Tesla Roadster-konkurrent. 6-modellen bliver nemlig ikke til noget. I hvert fald ikke lige foreløbig.
Det er endnu usikkert, hvornår den sættes i produktion. Men det samme kan siges om Tesla Roadster.
Faktisk er det eneste sikre om den amerikanske elbil, at den bliver udskudt igen og igen. Og igen. Nu kan samme historie have ramt konkurrenten.

