I sit første store interview kritiserer den nye Pave Leo XIV nu Elon Musks lønpakke fra Tesla. Han kalder den ekstreme rigdom for et tegn på, at “vi er i store problemer”.
Den katolske kirkes overhoved, Paven, retter nu et skarpt angreb mod Tesla-direktør Elon Musk.
I sit større interview kritiserer Pave Leo XIV den potentielle løn på 7.000 milliarder kroner, som Tesla har tilbudt sin topchef.
Den usædvanlige kritik kommer fra den nyvalgte pave. Det sker i et interview med det katolske medie CruxNow.
Her udtrykker han sin store bekymring over den voksende kløft mellem verdens rigeste og almindelige arbejdere.
Han bruger nyheden om Elon Musks lønpakke som et ‘skrækeksempel’.
Pave: Vi er i store problemer
Pave Leo XIV stiller i interviewet et retorisk spørgsmål til den ekstreme aflønning.
– I går kom nyheden om, at Elon Musk bliver den første billionær i verden. Hvad betyder det, og hvad handler det om?, spørger han.
Paven fortsætter med en dyster konklusion:
– Hvis det er det eneste, der har værdi længere, så er vi i store problemer…
Paven påpeger, at for 60 år siden tjente en direktør måske fire til seks gange mere end en almindelig ansat.
I dag er det tal, ifølge paven, 600 gange højere.
Lønpakke afhænger af robottaxier og robotter
Den lønpakke, som har vakt pavens bekymring, er et forslag fra Teslas bestyrelse.
Den kan over de næste ti år give Elon Musk en samlet kompensation på op til 1 billion dollars. Det svarer til næsten 7.000 milliarder danske kroner.
Lønnen er dog 100 procent præstationsbaseret.
For at få pengene skal Musk ikke kun øge Teslas markedsværdi til 8,5 billioner dollars.
Han skal også levere på en række futuristiske mål. Det gælder blandt andet lanceringen af en flåde på 1 million selvkørende robottaxier og salget af 1 million Optimus AI-robotter.
Aftalen er endnu ikke godkendt af Teslas aktionærer. Samtidig er Musks tidligere lønpakke på 56 milliarder dollars blevet underkendt af en dommer i USA.
Som Boosted for nylig kunne fortælle i en detaljeret gennemgang, er den nye lønpakke én af de største og mest kontroversielle i verdenshistorien.


