Det finske parti De Grønne vil forbyde alle hastigheder over 20 km/t på boligveje. Forslaget skal gøre det sikkert for børn at lege på gaden.
Et finsk politisk parti vil nu indføre et forbud mod al kørsel over 20 kilometer i timen på boligveje.
Den drastiske hastighedsnedsættelse skal ifølge forslagsstilleren forhindre, at børn bliver dræbt i trafikken.
Det er kommunalpolitikeren Sameli Sivonen fra partiet De Grønne, der står bag det opsigtsvækkende forslag.
Det gør han klart i i et opslag på Instagram.
– På villaveje bør bilers hastighed begrænses til maksimalt 20 kilometer i timen, skriver Sivonen.
Hans argument er, at børn altid skal kunne bevæge sig og lege frit på den type veje uden at risikere at blive kørt ned.
Bremseafstand er afgørende for sikkerheden
Sameli Sivonen forklarer sit forslag med en henvisning til bilers bremselængde.
Han peger på, at selv den nuværende grænse på 30 km/t, som Helsinki Kommune forsøger at indføre på boligveje, ikke er sikker nok.
– Hvis et barn løber ud på gaden efter for eksempel en bold, kan bilen muligvis ikke nå at stoppe, skriver han.
Med en reaktionstid på et sekund kan det ifølge ham tage mellem 12 og 20 meter for en bil at standse helt fra 30 km/t.
Hvis hastigheden derimod blev reduceret til 20 km/t, ville den samlede bremselængde skrumpe ind til kun 7,5 meter. Den forskel kan være afgørende for et barns liv.
Undersøgelse: Lavere fart redder 30 liv om året
I mange finske byer er hastighedsgrænsen på boligveje 40 eller endda 50 km/t.
Det er markant højere end i Danmark, hvor hastigheden visse steder kan komme helt ned på 30 kilometer i timen. Andre steder er det kun en anbefaling.
En undersøgelse fra Trivector Traffic viser, at hvis den generelle hastighed i byområder blev sænket til 30 km/t, kunne op mod 30 personer om året undgå at blive dræbt eller alvorligt kvæstet i trafikken alene lige over på den anden side af Øresund.
Den finske politiker afslutter sit opslag med et klart budskab fra den finske trafiksikkerhedsstyrelse. At reducere bilernes hastighed er en af de mest effektive måder at nedbringe antallet af ulykker og alvorlige skader på.
– Folks levemiljø bør være sådan, at ingen ender under en bil,” skriver Sivonen.
Debatten om lavere hastighedsgrænser for at øge sikkerheden er ikke kun finsk. Som Boosted for nylig har kunnet fortælle, arbejder politiske flertal i flere danske byer med at smide bilerne helt ud.
Og hvis ikke det kan lade sig gøre, skal bilisterne skræmmes ud af byerne med høje parkeringstakster, færre p-pladser, færre veje og lavere hastigheder.


