Hvis ikke Tyskland skal kvæle sin egen største industri, skal landet nu og her stoppe med at bygge benzinbiler, siger økonom.
Hvis Tyskland skal redde sin egen største industri og arbejdspladserne i den, kræver det et stop for produktionen af benzinbiler. Det mener den svenske økonom Claes Hemberg.
– Hvis man er bagud, skal man indhente det, men så kan man ikke blive ved med at bygge benzinbiler, siger økonomen til Carup.
Faktisk mener Claes Hemberg, at tyskerne er håbløst langt bagefter udviklingen. Her peger han især på, at Volkswagen først er klar med en billig elbil om to år. Læs mere om det her.
Økonomen er da heller ikke i tvivl om, at tyskerne er flere år bagefter de vigtigste konkurrenter – nemlig kineserne.
Her peger Claes Hemberg på, at ingen bilister i dag gider have, hvad han kalder gårsdagens biler. For ikke bare er tyskerne bagud, når det kommer til elbiler. De kan ifølge økonomen heller ikke finde ud af det med software.
Desuden har tyskerne ifølge økonomen ingen underleverandører, der kan levere varen i et bare nogenlunde tempo og i en kvalitet, bilisterne er tilfredse med.
Faktisk er Claes Hemberg slet ikke færdig med at rive den tyske bilindustri midt over. Han mener, den er forældet som en dinosaur, der nægter at følge med tiden. Han kalder hele Tyskland et teknisk museum.
Og det er ikke kun bilerne, det er galt med. Økonomen er også set sig sur på, at det er svært at booke et hotel online, og at tyskerne stadig bruger faxmaskiner.
– I weekenden er der valg i Tyskland, og vi håber, at politikerne vil komme med nye ideer. Men desværre er der rigtig mange højreekstremistiske kræfter, som gerne vil blive ved med fossile brændstoffer, lyder det fra økonomen.
Det tyske højrefløjsparti AfD endte da også med at blive valgets helt store vinder som det næste største parti i den kommende lovgivende forsamling.
Men at tyskerne ikke investerer i teknologi, har økonomen nu ikke ret i. For mens Volkswagens egen software-udvikling kaldet Cariad har været en økonomisk katastrofe, er ledelsen i Wolfsburg allerede ved at smide lige så mange midler efter Rivian for at få udviklet en ny software.
Amerikanerne skal desuden udvikle den kommende Golf 9. En bil der kun kan køre på strøm. Det betyder dog også, at den nuværende Golf 8 får et længere liv end planlagt.
Læs flere artikler efter annoncerne: