Renault udvider garantien til 5 år/150.000 km på elbiler – og lokker med lavere førstegangsydelse på Megane og Scenic frem til 30. juni.
Fra den 24. maj 2025 indfører Renault en ny og markant forbedret garantiordning for alle fabriksnye elbiler. Den nye garanti dækker i fem år eller op til 150.000 kilometer – og gælder også varevogne.
Samtidig lancerer Renault kampagner på privatleasing af Megane og Scenic, hvor førstegangsydelsen er skåret kraftigt ned.
Alle nye Renault elbiler, som bestilles fra og med 24. maj, bliver automatisk omfattet af den udvidede garanti.
Garantien svarer én til én til den tidligere fabriksgaranti, dog uden vejhjælp – medmindre bilen bliver serviceret hos et autoriseret Renault-værksted, hvor vejhjælpen fortsat følger med.
Renaults presse- og marketingchef, Søren Hyltoft, forklarer: “Vi har gennem længere tid undersøgt muligheden for at få fem års garanti på Renaults elbiler. Indtil nu har man kunnet tilkøbe garantien, men fra 24. maj bliver den standard.”
Renault Megane og Scenic får længere garanti uden merpris
Den nye garanti gælder både for Renault Megane og Renault Scenic uden ekstra omkostninger. Til gengæld stiger Renault 5 i pris med 5.000 kroner. Det betyder, at billigste version af Renault 5 nu starter ved 189.990 kroner.
Kunder, som allerede har bestilt en Renault 5, men endnu ikke har fået bilen leveret eller indregistreret, kan selv vælge.
Enten beholder de prisen og den gamle 2-års garanti, eller også opgraderer de til 5 års garanti mod at betale 5.000 kroner mere.
Garantien gælder også for Renaults varebiler – både el- og dieselversioner. Her vil der dog også være en mindre prisstigning, afhængigt af model.
Leasingtilbud med lavere udbetaling frem til 30. juni
Renault lancerer i samme ombæring en privatleasingkampagne, som løber frem til og med 30. juni. Førstegangsydelsen for både Renault Megane og Scenic bliver reduceret til kun 4.995 kroner.
For Megane betyder det, at man kan få en Techno-version med 60 kWh batteri fra 3.395 kroner om måneden – med 10.000 kilometer årligt inkluderet.
Scenic Techno med 87 kWh batteri koster 4.195 kroner om måneden. Det tilbud gælder dog kun for lagerbiler.
Renault sender dermed et klart signal til markedet – både med længere garanti og skarpere leasingtilbud.
Kombinationen af lavere førstegangsydelse og udvidet tryghed kan gøre det ekstra attraktivt at vælge en Renault i elbilssegmentet netop nu.