Zeekr har nået en milepæl i Danmark. Landechef Christian Lystoft overrakte bil nummer 100 med danske nummerplader, en Zeekr 7X, til Lasse McCrae.
Det nye kinesiske bilmærke Zeekr har fået en pæn begyndelse i Danmark. På blot 92 dage har mærket indregisteret 100 biler.
Milepælen blev markeret i sidste uge. Her blev bil nummer 100 overrakt til en kunde hos Zeekr i Hørsholm.
Landechef for Zeekr Danmark, Christian Lystoft, var selv til stede for at fejre leveringen.
Kunden blev modtaget med både blomster og champagne.
Landechef: Havde jeg ikke forestillet mig
Hos Zeekr Danmark er man overvældet over den positive modtagelse.
– Vi er blevet taget utroligt godt imod af de danske bilkøbere, siger landechef Christian Lystoft i en pressemeddelelse.
– Jeg havde ærligt talt ikke forestillet mig, at vi efter kun 92 dage i Danmark skulle udlevere bil nummer 100.
Fremtiden ser også lys ud for det nye mærke.
– Når vi ser på de nuværende ordrer, tyder alt på, at nummer 200 bliver leveret endnu hurtigere, forklarer Christian Lystoft.
Lasse fra Odense valgte Zeekr 7X
Manden, der fik nøglerne til bil nummer 100, er Lasse McCrae fra Odense. Hans nye bil er en Zeekr 7X Privilege.
Han er samtidig den første i Odense, der får leveret den nye SUV-model.
Lasse McCrae fortæller, at han har fulgt Zeekr tæt, siden mærket blev lanceret i Danmark. Han kommer selv fra en lavere, premium elbil.
– Jeg ville gerne op i højden og ledte derfor efter en elektrisk SUV til at køre langt i, siger han.
– Efter at have prøvet flere af konkurrenterne, stod det klart for mig, at Zeekr 7X havde det bedste mix af komfort, teknologi og oplevelse bag rattet.
For at være helt sikker på sit valg kørte han turen fra Odense til Hørsholm tre gange for at prøvekøre bilen.
Mens Zeekr oplever en succesfuld start i Danmark, er det langtfra alle nye bilmærker, der klarer sig lige godt på det europæiske marked.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, er det vietnamesiske elbil-mærke VinFast i dyb krise og har tabt over fire milliarder kroner på bare tre måneder.


