Van Mossel udvider i Greve og tilbyder nu danske kunder et udvalg af brugte biler fra mere end 45 mærker. Og i alt hele 12.00 brugte biler til salg!
Et nyt bilcenter slår dørene op i Greve lørdag den 4. oktober, og udvalget er noget større end normalt på det danske marked.
Van Mossel går nu ind på markedet for brugte personbiler – med adgang til mere end 12.000 biler på lager.
Forretningen i Greve ligger på Ventrupparken 12 og bliver en del af Van Mossels europæiske multibrand-koncept. Det betyder, at kunderne ikke kun får adgang til lagerbiler i Danmark, men også til et enormt udvalg på tværs af koncernens europæiske forretninger.
Ifølge Van Mossel tæller sortimentet over 45 bilmærker. Det giver kunderne mulighed for at finde alt fra mindre biler i den billige ende til populære elbiler og store SUV’er.
Adgang til brugte biler fra hele Europa
“Efter mange år som varevognsforhandler er vi glade for at kunne udvide vores forretning. Takket være adgangen til Van Mossels lager på tværs af Europa kan vi nu tilbyde et stort udvalg af biler fra mere end 45 mærker.”
“Vi ønsker at tilbyde biler i alle prisklasser og samtidig have så bredt et udvalg, at vores kunder ikke går forgæves,” siger Jan Friis Henningsen, Head of Sales for brugte biler hos Van Mossel i Danmark.
Van Mossel håndterer hele processen, når en bil hentes hjem fra udlandet. Det gælder både import, registrering og klargøring, så kunderne kan få bilen leveret uden besvær.
Lagerbiler kan leveres på få dage, mens biler fra udlandet normalt kan være klar på få uger.
Elbiler fylder allerede meget i porteføljen, hvilket afspejler udviklingen i det danske marked, hvor flere brugtkunder vælger el.
Åbent hus med garanti
Åbningen af det nye center markeres med åbent hus i weekenden den 4.-5. oktober. I den forbindelse tilbyder Van Mossel tre års garanti på alle biler, som en del af deres åbningstilbud.
Samtidig bliver forretningen i Greve på sigt autoriseret serviceværksted for Mercedes-Benz personbiler, hvilket betyder, at kunderne kan samle både køb og service ét sted.
Van Mossels indtog på det danske brugtbilsmarked giver dermed bilkøberne adgang til et af de største udvalg, der hidtil har været tilgængeligt herhjemme.


