Amerikanske forskere har udviklet en ny type elektrolyt, der kan revolutionere batterier i elbiler. Hurtigere opladning, længere levetid – og rækkevidde helt op til 1.600 kilometer.
Ifølge TechRadar og Interesting Engineering har det amerikanske firma 24M Technologies netop offentliggjort et gennembrud i batteriteknologi.
Deres nye “Eternalyte”-elektrolyt kan betyde et farvel til lange ladestop og rækkeviddeangst.
Materialet gør det muligt at oplade lithium-metal, silikone- og grafitbaserede batterier op til fire gange hurtigere end dagens standarder – uden at gå på kompromis med sikkerhed, rækkevidde eller holdbarhed.
24M hævder, at batterier med Eternalyte kan levere rækkevidde op til 1.600 kilometer på én opladning.
Til sammenligning har selv de bedste elbiler i dag svært ved at nå 700 kilometer under normale forhold.
Klar til vinter og lang levetid i elbiler
Den nye elektrolyt er ikke kun hurtig og effektiv – den fungerer også bedre under kolde forhold, hvor elbiler typisk mister rækkevidde.
Samtidig øges batteriets levetid markant, og det bliver mere modstandsdygtigt over for nedbrydning.
Ifølge firmaet kan batterier med Eternalyte holde til tusindvis af opladningscyklusser, og teknologien reducerer risikoen for dendritvækst – små metaludvækster, der kan beskadige batterier indefra og skabe brandfare.
Hvem står bag 24M Technologies?
24M blev grundlagt som et spinout fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) og har arbejdet med batteriteknologi i mere end et årti.
Virksomheden samarbejder med store aktører i bil- og energisektoren, herunder Volkswagen og Fujifilm.
Firmaet har tidligere udviklet det, de kalder “SemiSolid” battery design, som bruger færre materialer og er billigere og mere bæredygtigt at producere end konventionelle lithium-ion batterier.
Eternalyte bygger videre på den teknologi med en endnu mere avanceret elektrolyt.
Hvad gør Eternalyte anderledes?
Eternalyte er en ikke-flygtig elektrolyt, hvilket betyder, at den ikke fordamper eller nedbrydes ved høje temperaturer. Det forbedrer batteriets termiske stabilitet og gør det mere sikkert – også ved hurtigopladning.
Samtidig muliggør elektrolytten brugen af lithium-metal som anodemateriale, som i teorien har en meget højere energitæthed end dagens grafitbaserede løsninger.
Det er netop dét, der åbner døren for rækkevidder over 1.000 kilometer.
Hvornår ser vi batteriet i virkelighedens elbiler?
Selvom teknologien endnu ikke er klar til masseproduktion, er 24M allerede i dialog med flere bilproducenter om pilotprojekter.
Firmaet oplyser, at kommerciel brug kan være realistisk inden for få år, hvis alt går efter planen.
Hvis Eternalyte lever op til forventningerne, kan det potentielt ændre hele virkeligheden for elbiler. Forestil dig at lade op på få minutter og køre fra København til Barcelona uden at stoppe? Vi er klar!
Tak fordi du læste med. Har du set en fejl i artiklen? Så fortæl os det: [email protected]