Xpeng viser modellen L03 SUV Coupé, som forventes at blive mærkets billigste elbil i Danmark. Bilen har tidligere Ferrari- og Lamborghini-mand bag designet.
Xpeng L03 SUV Coupé bliver den seneste tilføjelse til Xpengs europæiske modelprogram. Samtidig markerer bilen mærkets indtog i et nyt segment.
Det oplyser Xpeng Danmark i en pressemeddelelse om modellen, som får europæisk debut i München 16. juli klokken 14.
Xpeng har endnu ikke meldt danske priser ud. Alligevel forventes L03 at blive mærkets billigste elbil herhjemme, når bilen får dansk lancering.
Dermed kan L03 blive en vigtig model for Xpeng i Danmark, hvor prisen stadig betyder meget for elbilkøbere. Mærket sælger i forvejen biler med fokus på teknologi, software og intelligent førerassistance. Med L03 kan samme strategi blive flyttet ned i en lavere prisklasse.
Ny Xpeng skal ind i lavere prisklasse
Xpeng kalder L03 for en SUV Coupé. Bilen kombinerer ifølge mærket et dynamisk design med en digital brugeroplevelse. Fokus ligger på software, intelligente funktioner og moderne hverdagsmobilitet. Xpeng nævner også forbundne tjenester og løbende softwareudvikling som en del af bilens grundidé.
Dermed lægger kineserne op til en elbil, som skal føles digital fra starten. Ikke kun på grund af store skærme, men også gennem funktioner, som kan udvikles over tid. Prisen bliver dog afgørende. Hvis L03 lander som Xpengs billigste elbil i Danmark, kan modellen give mærket en bredere kundebase.
I dag kæmper mange bilmærker om kunderne i klassen for mindre og mellemstore elbiler. Her er lav pris, lang rækkevidde og god software blandt de vigtigste salgsargumenter.
Xpeng fortæller, at bilen er udviklet til europæiske bilkøbere og europæisk hverdag. Derfor bliver L03 ikke kun præsenteret som en Kina-model med eksportplaner.
Ferrari- og Lamborghini-mand bag designet
Designet er skabt af Xpengs globale designteam under ledelse af spanske JuanMa Lopez, som er Vice President for Xpeng Design Center. Han et tidligere designchef for både Ferrari og Lamborghini.
“L03 er et vigtigt skridt for Xpeng i Europa. Den introducerer os i et nyt segment og viser, hvordan vi arbejder med design, software og intelligent teknologi i en bil, der er udviklet til europæiske bilkøbere og europæisk hverdag,” siger Mathias Brandt, PR Manager hos Xpeng Danmark.
Ved præsentationen i München vil Xpeng løfte sløret for alle væsentlige oplysninger. Det gælder tekniske specifikationer, europæiske specifikationer, drivlinjer, intelligente teknologier, priser, timing og tilgængelighed.
Indtil da er prisen stadig ukendt. Men forventningen om, at L03 bliver Xpengs billigste elbil herhjemme, gør modellen til en af mærkets mest interessante nyheder for danske bilkøbere.


