Mercedes i Danmark reagerede, da Boosted skrev, at den nye VLE vejer så meget, at den ikke må køres med kategori B-kørekort. Nu har importøren svaret.
Den nye Mercedes VLE vejer rigtig nok så meget, at den i flere udgaver slet ikke må køres af bilister med kategori B-kørekort i Danmark.
Det bekræfter importøren i en mail til Boosted.
Men ifølge selvsamme importør er der mere til historien, som Boosted bragte i denne uge.
Mercedes i Danmark går nemlig uden om EU-reglen, der lige nu betyder, at et kategori B-kørekort ikke giver adgang til en bil der vejer mere end 3.500 kilo.
Mercedes tager ganske enkelt ikke de udgaver af VLE, der vejer mere end de 3.500 kilo, til Danmark, lyder det i en henvendelse til Boosted.
– Der er ikke nogen danske kunder, som får tilbudt biler, de ikke kan køre på det almindelige (kategori b,red.)-kørekort, lyder det.
Men meget kan ændre sig. For ifølge Mercedes er EU, som Boosted også har omtalt, på vej med ændringer på kørekortområdet.
Ændringen skyldes elbiler der på grund af batteripakker generelt gør biler tungere. EU har vedtaget en vægtgrænse på 4.250 kilo i stedet for de nuværende 3.500 kilo.
Det er dog ikke noget, der vil være tydeligt ude hos hverken Mercedes’ eller andre mærkers forhandlere i morgen eller næste uge.
Ifølge Mercedes skal det nye kørekort-direktiv være indført i Danmark i slutnigen af 2027. Først til den vil Mercedes have flere udgaver af VLE herhjemme.
Importøren påpeger, at det i så fald bliver med endnu mere udstyr. De biler, som i første omgang til Danmark, garanterer Mercedes dog kan køres med et helt almindeligt kørekort. Altså kategori b.
De danske priser på VLE er endnu ikke klar. Men dem forventer Mercedes i Danmark at kunne offentliggøre tirsdag 28. april.


