Produktionen af Mercedes 190 – eller baby-benz – sluttede for 34 år siden. Nu genopstår modellen så langt væk som i Italien med hele 725 hestekræfter fra en 3-liters rækkesekser.
Der er Mercedes, AMG og HWA, men nu skal du også lære at sige Vespera.
I hvert fald hvis du drømmer om en genfødt Mercedes 190 med hele 725 hestekræfter.
34 år efter at produktionen af den Bruno Saco-tegnede baby-benz stoppede, er det ikke desto mindre virkelighed. Men en rasende dyr virkelighed.
Vespera Iride EVO 5 er en ekstremt modificeret Mercedes W201 med manuel gearkasse og baghjulstræk. Og det til en pris, du skal ringe til Italien for at få oplyst.
Men til sammenligning koster konkurrenten fra HWA – kaldet EVO – fra 5,3 millioner kroner. Tyskerne bygger bare 100 biler. Det samme vil Vespera ikke sige noget om.
Men antallet af biler afhænger højst sandsynlig af efterspørgslen. Og at dømme ud fra interessen, da HWA præsenterede deres bud på en nyfortolket 190 bliver der nok at lave på fabrikken. Også den i Italien.
Italianerne skruer i hvert fald op. Bilen udstyres med en tre-liters rækkesekser. Nok til at spurten fra 0 til 100 km/t er ovre på 3,4 sekunder, og topfarten elektronisk er begrænset til 299 km/t.
Det hele i en bil der vejer bare 1.450 kilo. Hvilket i øvrigt er fjervægt sammenlignet med moderne biler, der i dag kun bliver tungere og tungere.
De 725 hestekræfter suppleres i øvrigt af et moment på 918 Nm. Til sammenligning har den også 3-liters rækkesekser i HWA’eren ‘kun’ 500 hestekræfter.
Ligesom bilen må nøjes med en topfart på 285 km/t. Italianerne har altså fundet yderligere 265 hestekræfter. Eller det samme som hele effekten fra en almindelig familiebil i dag. Ekstra.
Hver bil bygges på bestilling og personaliseres i vid udstrækning. Faktisk går Vespera så langt, at de fjerner lakfarver fra udstyrslisten i takt med at bilerne bliver bestilt.
Det skal sikre, at to 100 procent identiske EVO 5 ikke dukker op i samme lyskryds.


