KONA Electric, IONIQ 5 og IONIQ 9 falder nu i pris, og du kan derfor spare helt op til 35.000 kr.
Hyundai sænker nu priserne på flere af deres elbiler i Danmark. Fra 2. marts 2026 træder nye, lavere priser i kraft på KONA Electric, IONIQ 5 og IONIQ 9.
Prisfaldene spænder fra 10.000 kr. til hele 35.000 kr. på den største model.
Det sker i en tid, hvor flere bilmærker justerer priserne ned for at holde trit med konkurrencen på elbilmarkedet.
Hyundai KONA Electric i Essential-udgaven med Standard Range falder 15.000 kr. i pris.
Basismodellen med 48,4 kWh batteri og op til 377 km rækkevidde starter nu ved 219.995 kr. mod tidligere 234.995 kr.
Long Range-versionen med 65,4 kWh batteri og op til 514 km rækkevidde er sat ned med 10.000 kr. på alle varianter. Den nye startpris er 254.995 kr.
IONIQ 5 fra under 280.000 kr.
Også IONIQ 5 får en prisreduktion på 10.000 kr. uanset udstyrsvariant.
Standard Range med 63 kWh batteri og op til 440 km rækkevidde starter nu fra 279.995 kr. Long Range med 84 kWh batteri og op til 570 km rækkevidde begynder ved 304.995 kr.
IONIQ 5 er fortsat udstyret med 800 volt ladesystem, der giver mulighed for meget hurtig opladning.
IONIQ 9 falder mest i pris
Den største prisnedsættelse rammer den store IONIQ 9.
Basisudgaven Advanced med baghjulstræk, syv sæder og op til 620 km rækkevidde koster nu 499.995 kr. Det er 35.000 kr. mindre end tidligere.
Ultimate-udgaven er sat ned med 30.000 kr. og starter ved 559.995 kr.
IONIQ 9 er udstyret med et 110,3 kWh batteri. Den baghjulstrukne version leverer 350 Nm, mens firehjulstræk øger momentet til 605 Nm. Performance-udgaven topper med 700 Nm.
Opladning fra 10 til 80 procent kan ske på 24 minutter under optimale forhold.

Priskrig på elbiler
Hyundai følger dermed en klar tendens i markedet, hvor flere producenter justerer priserne ned.
Med startpriser fra 219.995 kr. bevæger Hyundai sig tættere på flere kinesiske konkurrenter.
Spørgsmålet er, om prisjusteringerne er nok til at holde Hyundai i front, når konkurrencen om salg af nye biler i 2026 bliver endnu hårdere?


