Her er den vildeste hårtørrer, Porsche nogensinde har lavet

Porsche 911 GT3 S/C blander 510 hk, manuel gearkasse og åben kaleche i en ny topmodel, der gør GT3-serien endnu bredere. Men den koster!

Annonce

Porsche har gjort noget, mange nok ikke troede ville ske. I en ny præsentation fra Porsche løfter mærket sløret for 911 GT3 S/C, som for første gang kombinerer GT3-navnet med en fuldautomatisk kaleche.

GT3 har traditionelt har været den hårde, kompromisløse 911 for folk, der vil have ren køreglæde og maksimal præcision. Nu får bilen pludselig åbent tag, men uden at Porsche har sluppet det, der gør en GT3 til en GT3, påstår de.

Under bagenden ligger stadig den velkendte 4,0-liters sekscylindrede boksermotor uden turbo. Den yder 510 hk og 450 Nm, tager hele vejen til 9.000 omdrejninger og er koblet til en sekstrins manuel gearkasse. 0 til 100 km/t klares på 3,9 sekunder, mens topfarten lyder på 313 km/t.

Artiklen fortsætter efter annoncen

GT3 møder Speedster

Porsche beskriver selv bilen som en åben topersoners sportsvogn med inspiration fra en model som 911 Speedster.

Det giver mening, for GT3 S/C virker som en blanding af klassisk GT3, den lettere 911 S/T og noget af den mere emotionelle frihed fra Speedster-universet.

Vægten er holdt nede på 1.497 kilo, hvilket er lavt for en åben 911 med automatisk kaleche. Porsche har blandt andet brugt kulfiber til frontklap, skærme og døre, mens magnesiumfælge og et kompakt lithium-ion-batteri hjælper videre på slankekuren.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Her er den hurtigste hårtørrer Porsche nogensinde har lavet
Credit: Porsche

Taget åbner på 12 sekunder

Den nye kaleche er bilens største nyhed. Den åbner og lukker på cirka 12 sekunder og kan bruges ved hastigheder op til 50 km/t. Porsche har også givet bilen elektrisk vindafviser, som kan aktiveres ved fart op til 120 km/t og skal gøre åben kørsel mere brugbar i praksis.

Tagløsningen er udviklet med fokus på både vægt og aerodynamik. Magnesiumelementer hjælper med at holde formen stram, så bilen stadig får en coupe-lignende linje, når taget er lukket. Det er vigtigt, fordi en GT3 ikke må ligne en blød boulevard-cruiser.

Stadig bygget til hård kørsel

Undervognen tager afsæt i 911 GT3 Touring, men Porsche lover stadig kompromisløs dynamik. Forakslen er udført som dobbelt wishbone, og bilen står på 255/35 ZR 20 foran og 315/30 ZR 21 bagtil. PCCB keramiske bremser er standard.

Aktiv hækspoiler med Gurney flap, frontspoiler og diffuser er også en del af pakken. Pointen er klar. GT3 S/C skal ikke bare være en GT3 uden tag. Den skal stadig føles som en seriøs Porsche på snoede veje.

Her er den hurtigste hårtørrer Porsche nogensinde har lavet
Credit: Porsche

Prisen sender den direkte i den tunge ende

I kabinen fortsætter den fokuserede stil med sorte læderflader, sportssæder og mulighed for ultralette skålsæder i kulfiber. Samtidig tilbydes en Street Style-pakke med mere farve, flettet læder og detaljer i Guards Red, som giver bilen et mere iøjnefaldende udtryk.

Prisen i Danmark begynder ved 5.299.900 kroner, så GT3 S/C er langt fra nogen folkelig 911. Men bilen er heller ikke skabt til at være fornuftig.


Den er skabt til at være en af de mest følelsesladede 911-varianter i nyere tid. Og måske netop derfor er rubrikken ikke helt ved siden af. Her er faktisk en hårtørrer med 510 hestekræfter.

Her er den vildeste hårtørrer, Porsche nogensinde har lavet
Credit: Porsche
Kasper Erling
Kasper Erling
Kasper Erling er ansvarshavende redaktør og medejer af Boosted.dk. Han er en erfaren motorjournalist med mere end 20 år i bilbranchen, hvor han har skrevet om nye biler, bilindustrien og bilmarkedets udvikling for førende dagblade og magasiner.

Opvokset i den lille by Asnæs i Odsherred, hvor interessen for biler blev grundlagt tidligt, da hans far var Volvo-forhandler. I dag bor Kasper i Roskilde med sin kone og deres to store børn. I indkørslen står der både en nyere Mercedes GLA, en ældre Volvo C70 og en Porsche 911 C4S.

Mail: [email protected]
Annonceindhold

Nyeste artikler

Annonce


Annonce

Annonce

Nyeste artikler

Annonce

Bilbranchen

Annonce

Annonce for TurboDK Shop

Annonce

Annonce for Klassikermarkedet