Ford bekræfter, at mærket arbejder på en billig elbil, som skal udfordre Tesla Model 3 og Model Y, og det kan få stor betydning for det danske bilmarked i fremtiden.
Ford vil nu direkte udfordre Tesla Model 3 og Model Y med en ny og billigere Ford-elbil. Meldingen er vigtig for danske bilkøbere, fordi markedet higer efter flere elbiler med lavere pris og stadig brugbar rækkevidde.
Nyheden kommer fra InsideEVs, som gengiver udtalelser fra topchef Jim Farley. Han siger, at Ford vil bygge en fuldelektrisk og prisvenlig model, der kan tage kampen op med Teslas to største volumenbiler.
Farley kom med meldingen i podcasten Spike’s Car Radio, hvor han samtidig slog fast, at Ford ikke kun satser på én teknologi. Mærket vil både bygge hybrider, elbiler med rækkeviddeforlænger og billigere rene elbiler.
Ford har endnu ikke vist bilen og har heller ikke sat dato på lanceringen. Men ifølge InsideEVs skal modellen bygges på Fords nye Universal Electric Vehicle-platform, som også skal bruges til flere andre billigere elbiler.
Ford vil væk fra dyre elbiler
Retningen er ikke ny, men udmeldingen er mere klar end før. Ford har i længere tid arbejdet på at få omkostningerne ned, efter at mærket har tabt store summer på sin elbilsatsning.
Boosted beskrev tilbage i august, hvordan Ford arbejder på en elbil til under 200.000 kr. med færre dele, lavere produktionsomkostninger og hurtigere samling. Dengang var planen en ny platform og en startpris omkring 30.000 dollar.
Omregnet svarer 30.000 dollar til cirka 207.000 kr. En dansk pris vil næsten med sikkerhed blive højere på grund af moms, afgifter, udstyr og måske told, men signalet er klart. Ford vil ned i et felt, hvor langt flere almindelige bilkøbere kan være med.
Det kan blive afgørende i Europa, hvor flere producenter stadig kæmper med at tjene penge på elbiler i den billigere ende. Samtidig presser kinesiske mærker priserne ned.
Tesla er stadig bilen, Ford må måle sig imod
At Ford nævner både Model 3 og Model Y er ikke tilfældigt. Netop de to Tesla-modeller har sat standarden for, hvad mange danske købere forventer af pris, software og effektivitet, når vi snakker bilmodeller, der ikke er i mikrobilsklassen.
Ford ved også godt, hvor langt Tesla er foran på flere områder. I februar skrev Boosted, at Ford blev chokeret, da ingeniørerne skilte en Tesla Model 3 ad og fandt en mere enkel og billig konstruktion end forventet.
Derfor handler Fords nye projekt ikke kun om at lancere endnu en elbil. Det handler om at bygge en model, der kan laves billigt nok til faktisk at blive en reel udfordrer og ikke bare endnu et nicheprodukt.
Dansk marked kan få brug for netop den type bil
For danske bilister kan sådan en model komme på et godt tidspunkt. Mange vil gerne over i elbil, men prisen er stadig en barriere for mange, der gerne vil have en bil af en vis størrelse.
Ford har samtidig gjort det klart, at Europa igen er vigtigere for mærket end tidligere antaget. Boosted fortalte sidste sommer, at Ford vil udvikle egne elbiler til europæiske kunder frem for kun at læne sig op ad samarbejdet med Volkswagen.
Det peger på, at en kommende prisvenlig Tesla-rival ikke kun er tænkt til USA. Den kan også blive central i Europa og dermed i Danmark, hvor presset på billige elbiler kun bliver større.
Ford mangler stadig at bevise, at mærket kan bygge en billig elbil uden at gentage de dyre fejl fra tidligere. Men nu siger topchefen det højt. En Ford-rival til Model 3 og Model Y er på vej, og det kan blive en af de vigtigste elbilnyheder for danske købere de næste år.


