Volkswagen ID. Polo GTI bliver mærkets første fuldelektriske GTI med 226 hk, 423 km rækkevidde og en dansk pris fra 279.995 kr. Men er det en ægte GTI?
Volkswagen har sat strøm til tre af bilverdenens mest kendte bogstaver. For første gang i GTI-navnets 50-årige historie kommer der nu en fuldelektrisk Volkswagen GTI. Modellen hedder ID. Polo GTI og får dansk pris fra 279.995 kr.
Volkswagen præsenterer modellen i forbindelse med 24-timersløbet på Nürburgring, og på volkswagen.dk er der allerede åbnet for bestilling af ID. Polo GTI Launch Edition.
Dermed bliver GTI-navnet ført ind i en ny æra, hvor motorlyd, udstødning og benzinmotor er skiftet ud med elmotor, batteri og hurtig respons fra forakslen. Uden tvivl en opskrift, der vil dele vandene.
226 hk og forhjulstræk i Polo GTI
Den nye ID. Polo GTI får 226 hk og 290 Nm. Kræfterne sendes til forhjulene, præcis som i den oprindelige GTI-opskrift.
0 til 100 km/t klares på 6,8 sekunder, mens topfarten er 175 km/t. Volkswagen har forsøgt at ramme en klassisk GTI-balance. Lav vægt, kompakt størrelse, hurtig respons og en undervogn, der skal gøre bilen sjov uden at ødelægge hverdagskomforten.
Vægten starter ved 1.540 kilo. Det er meget for en lille bil med GTI-logo, men ikke usædvanligt for en moderne elbil.

Spærredifferentiale er standard
Volkswagen gør meget ud af, at ID. Polo GTI ikke bare er en almindelig ID. Polo med flere hestekræfter.
Bilen får elektronisk styret spærredifferentiale på forakslen som standard. Det skal hjælpe med at få kræfterne ned i asfalten og gøre bilen mere præcis ud af sving.
Adaptiv DCC-undervogn er også standard. Med GTI-køreprofilen sættes bilens systemer i en mere dynamisk opsætning, og cockpittet skifter til et særligt farve- og grafiktema.
En GTI-knap på sportsrattet aktiverer opsætningen. Volkswagen giver også føreren skiftepaler bag rattet til justering af rekuperationen.
423 km rækkevidde
ID. Polo GTI bygger på MEB+ platformen og får et batteri på 52 kWh. Den foreløbige WLTP-rækkevidde er op til 423 km. DC-ladning kan ske med op til 105 kW.
Volkswagen oplyser, at batteriet kan lades fra 10 til 80 procent på cirka 24 minutter ved en hurtiglader.
Det er ikke rekordhurtigt i elbilverdenen, men det er brugbart i en kompakt elbil, som i høj grad er tænkt til hverdag, pendling og korte ture med mulighed for længere stræk.
GTI-look med retro i kabinen
Designet følger GTI-traditionen med rød stribe i fronten, GTI-logo, honningkagemønster og sportslige detaljer.
Foran får bilen IQ.LIGHT LED matrix-forlygter som standard. Bagtil har ID. Polo GTI en delt tagspoiler, rødt oplyst VW-logo og en sort diffuser.
I kabinen dominerer røde og sorte detaljer. Sportssæderne får et nyt ternet stof kaldet Superclark, som er en moderne fortolkning af klassiske GTI-sæder.
Volkswagen har også lagt en retrofunktion ind i de digitale instrumenter. Med et tryk kan føreren få grafikken til at minde om en Golf I fra 1980’erne.

To danske udgaver af ny Polo GTI
ID. Polo GTI koster fra 279.995 kr. i Danmark. Til prisen får man blandt andet 19 tommer alufælge, adaptiv undervogn, spærredifferentiale, IQ.LIGHT LED matrix-forlygter, nøglefri betjening, adaptiv fartpilot, Lane Assist, tonede bagruder og elektrisk justerbare GTI-sportssæder.
Launch Edition koster 299.995 kr. og tilføjer blandt andet navigation, panoramaglastag, Harman Kardon-lydanlæg, 19 tommer Heritage-fælge og Assistentpakke Plus.
Den pakke omfatter Connected Travel Assist, bakkamera, 360 graders Area View og Park Assist Pro med memory-funktion.
Bliver den et flop?
ID. Polo GTI forventes hos danske Volkswagen-forhandlere omkring årsskiftet. Modellen bliver vigtig, fordi den skal bevise, at GTI-navnet kan overleve uden benzinmotor.
For nogle GTI-fans vil det være svært at acceptere. For andre kan en lille elektrisk GTI med 226 hk være præcis den bil, der gør den klassiske hot hatch relevant igen.
Og prisen er slet ikke så høj som eksempelvis Hyundai i30 N, der koster tæt på det dobbelt af Polo GTI. Men om det er nok til, at bilen ikke bliver et GTI-flop, vil kun tiden vise.
Hvad betyder GTI?
GTI er en forkortelse for Gran Tourer Injektion, og er normalt en modelbetegnelse for en bil med særligt sportslig karakter og benzinindsprøjtningsmotor. Sidstnævnte er altså ikke gældende længere.


