Hvad skal barnet hedde? Det kan du være med til at bestemme. BYD gør klar til at lancere premium-mærket Denza, men de har brug for hjælp.
BYD er gået i gang med at samle navneforslag ind til den kommende Denza Z, og det peger på, at den elektriske superbil er tæt på lancering. Den kinesiske producent lægger op til mindst tre versioner, hvilket også gør modellen mere interessant for Danmark, hvor Denza allerede er på vej ind.
Nyheden kommer fra CarNewsChina, som fortæller om en offentlig navnekampagne for Denza Z. Her arbejder BYD med tre varianter til bilen, nemlig en lukket hardtop, en cabriolet og en mere rendyrket baneversion.
Det er i sig selv specielt. De fleste bilmærker holder navn og modelstruktur tæt til kroppen, til bilen står klar. BYD vælger i stedet at bruge offentligheden aktivt og skabe opmærksomhed med en navnekampagne længe før den endelige lancering.
For danske læsere er historien mere end bare kinesisk branding. Denza er allerede på vej mod Europa, og Boosted kunne for kort tid siden fortælle, at mærket vil til Danmark med Denza Z9 GT.
Denza Z med over 1.000 hestekræfter
CarNewsChina skriver, at navnekampagnen er delt op efter bilernes rolle. Hardtop-udgaven beskrives som den mest tilgængelige version med fokus på køreoplevelse og baneteknik. Cabriolet-udgaven skal være mere livsstilsorienteret, mens baneversionen skal være lettere, skarpere og mere eksklusiv.
Denza Z blev første gang vist som koncept i Shanghai i april 2025. Siden er bilen set i testkørsler, og flere medier skriver også, at modellen prøvekøres på Nürburgring. Der går samtidig rygter om mere end 1.000 hestekræfter.
Hvis det holder, bliver Denza Z ikke bare endnu en hurtig elbil. Den kan blive et teknologisk visitkort for hele mærket.
Det perspektiv er værd at holde øje med i Danmark. Denza og BYD skal nemlig ikke kun sælge biler, men også bygge et navn, som stadig ikke er mainstream herhjemme. Her kan en ekstrem topmodel gøre samme arbejde for et nyt mærke, som dyre sportsvogne i årevis har gjort for europæiske premium-mærker som Audi, Mercedes osv.
Danmark kan få mærket, men næppe hele programmet
Det er stadig åbent, hvor meget af Denzas modelprogram der faktisk lander hos danske forhandlere. Men retningen er tydelig. For nyligt kunne Boosted fortælle, at Denza får Daniel Craig som frontfigur, mens mærket samtidig gør sig klar til en bredere europæisk offensiv.
Det gør det mere sandsynligt, at danske bilister kommer til at høre langt mere til Denza i 2026. Om superbilen selv ender på danske plader, er en anden sag. Den slags modeller bliver ofte bygget i små antal og kan ende som imageprojekt mere end storsælger.
Men når BYD begynder at tale åbent om tre versioner af Denza Z, er det et tegn på, at koncernen vil mere end bare sælge billige elbiler. Som det også fremgår af Boosteds overblik over nye biler i Danmark i 2026, er kineserne rykket fra prisfokus til prestige i flere bilklasser.
Denza Z bliver næppe bilen, der flytter mange danske registreringer alene. Men den kan være med til at ændre opfattelsen af, hvad et kinesisk bilmærke kan. Og det kan få større betydning end selve navnet.


