Ny lov om vanvidsbilisme: Hvornår kan politiet konfiskere din bil?

Lov om vanvidsbilisme
Foto: Kim Matthäi Leland - Politi.dk

Den nye lov om vanvidsbilisme kan få store konsekvenser for andre end bare føreren, som idømmes straffen. Også store dele af autobranchen kan blive inddraget, hvis en bil konfiskeres. Vi har talt med Focus Advokater, der er eksperter på området. Her forklarer de dig alt, hvad du skal vide om den nye lov om vanvidsbilisme.

Folketinget har d. 23.3.2021 vedtaget et lovforslag, der blandt andet medfører, at politiet skal konfiskere biler, der har været brugt til vanvidskørsel. Loven har vidtrækkende konsekvenser for autobranchen, herunder leasingudbydere og bilforhandlere, der risikerer at deres biler bliver konfiskeret, hvis føreren bryder færdselsloven.


Focus Advokater har på vegne af flere af autobranchens aktører arbejdet indgående med lovforslagets konsekvenser, herunder indgivet en række høringssvar til Folketinget, afgivet deputationer for Transportudvalget mm. i forbindelse med det lovforberedende arbejde.

Loven medfører en række alvorlige konsekvenser for autobranchen, herunder konsekvenser for godtroende, uskyldige bilforhandlere og leasingselskaber, der risikerer at få biler konfiskeret uden, at noget kan bebrejdes bilforhandleren eller leasingselskabet.

Artiklen er skrevet i samarbejde med:

Focus Advokater

Baggrund

Loven er et led i Regeringens lovpakke ”Vanvidskørsel skal stoppes – 9 tiltag for tryghed på de danske veje”, som overordnet har til formål at styrke trygheden og sikkerheden på de danske veje ved hjælp af to overordnede områder:

  1. Vanvidsbiler skal væk fra gaden
  2. Skærpede straffe ved vanvidskørsel.

Særligt det første område berører autobranchen, herunder bilforhandlere og leasingselskaber, idet flere af tiltagene retter sig direkte mod leasede biler og demo- og kundebiler.

Vanvidskørsel

Vanvidskørsel er i den netop vedtagne lov defineret som

  • uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 241, 2. pkt.),
  • uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 249, 2. pkt.),
  • forsætlig forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed (straffelovens § 252, stk. 1),
  • særlig hensynsløs kørsel (færdselslovens § 118, stk. 10),
  • kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km i timen,
  • kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover, og
  • spirituskørsel med en promille over 2,00.

Loven medfører således, at der er tale om vanvidskørsel, hvis bilen føres af en spirituspåvirket person eller med f.eks. 101 km/t i byzone eller 181 km/t på landeveje eller 201 km/t på motorveje.

Skemaet herunder viser grænserne for vanvidskørsel ved bestemte hastighedsgrænser:

Grænserfor vandvidskørsel, FocusAdvokater
Konsekvenserne af vanvidskørsel

Med den nye lov – der træder i kraft den 31.3.2021 – skal politiet konfiskere enhver bil, der har været anvendt til vanvidskørsel, uanset om bilen er ejet af føreren eller ej.

Konfiskation er andet og mere end beslaglæggelse. Beslaglæggelse er en foreløbig rådighedsberøvelse, der bl.a. sker med henblik på at sikre sagens oplysninger og genstande, der evt. senere kan blive konfiskeret. Konfiskation er derimod politiets og statens endelige tilegnelse af det beslaglagte. Konfiskationen er således at betragte som en slags ’straf’ over for ejeren af køretøjet – selvom ejeren intet har gjort forkert.

Med den nye lov skal der som udgangspunkt ske konfiskation af enhver bil, der har været anvendt til vanvidskørsel, uanset ejerforhold.

Ejeren kan kun undgå konfiskationen af bilen, hvis ejeren kan godtgøre, at konfiskationen vil være uforholdsmæssigt indgribende. Med uforholdsmæssigt indgribende menes der i loven, at ejeren skal godtgøre

  • at ejeren ikke vidste eller kunne vide, at føreren ville anvende bilen til vanvidskørsel og
  • at ejeren har taget alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i tilfælde af, at føreren alligevel anvender bilen til vanvidskørsel.

Transportministeren har under lovens forberedende arbejde lagt op til at ejeren inden udlån, udleje eller leasing, kan bede om at se førerens straffeattest, eller føreren kan udarbejde en tro- og love attest på, at føreren ikke har tænkt sig at anvende bilen til vanvidskørsel.

Det er dog ikke klart, om den faktiske brug af sådanne tiltag vil medføre, at ejeren har gjort tilstrækkeligt til, at bilen ikke kan konfiskeres. Ejeren risikerer dermed konfiskation af bilen, uanset at ejeren har truffet en række forholdsregler forinden udlån, udleje eller leasing af bilen.

Udgangspunktet er således i alle tilfælde, at bilen skal konfiskeres, hvis den har været anvendt til vanvidskørsel; uanset om bilen er ejet af et leasingselskab, en bilforhandler (f.eks. en kundebil eller demobil) eller det er en mormors bil, der er udlånt til et barnebarn.

Problemerne med loven

Særligt autobranchen har under lovens forberedende arbejde fremført en række argumenter og synspunkter samt afgivet høringssvar i forhold til lovligheden og rimeligheden af loven.

Essensen af disse argumenter er, at loven medfører en række alvorlige retssikkerhedsmæssige udfordringer:

Konfiskation hos godtroende ejer

Det er et problem med de nu vedtagne regler, at konfiskation hos en godtroende ejer risikerer at være i strid med EU’s Charter for Grundlæggende Rettigheder. EU-Domstolen har d. 14.1.2021 afsagt dom om netop dette, hvor EU-Domstolen konstaterer, at konfiskation af et køretøj, der har været anvendt til en alvorlig forbrydelse ikke kan tillades, hvis køretøjets ejer ikke har været bekendt med, at køretøjet skulle anvendes til den pågældende forbrydelse.

EU-Domstolen har desuden afgjort, at ejeren skal have adgang til effektive retsmidler i en konfiskationssag. Loven har alene taget højde for EU-Domstolens sidste pointe (adgangen til effektive retsmidler), mens loven forudsætter – i umiddelbar strid med EU-Domstolens dom – at konfiskation kan og skal ske hos godtroende ejer, f.eks. hvis ejeren ikke har taget skridt til at sikre sin økonomiske stilling.

Omvendt bevisbyrde og menneskerettigheder

Derudover anvender loven såkaldt ’omvendt bevisbyrde’, hvorefter det er op til bilens ejer at bevise sin uskyld; altså at vedkommende ikke har kendt til den pågældende forbrydelse. Brugen af omvendt bevisbyrde betragtes generelt som en overtrædelse af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 2, når der er tale om forhold, der ”utvivlsomt er strenge”. Højesteret har i en dom fra 2010 (U.2010.1027H) afgjort, at en parkeringsafgift udstedt af kommunale kontrollører er omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6. Da konfiskation af en bil er væsentligt mere indgribende end en civilretlig pålæggelse af en parkeringsafgift, må konfiskationen naturligvis betragtes som ”utvivlsomt streng”. Der er derfor en alvorlig risiko for, at domstolene i fremtidige retssager vil finde, at politiet og anklagemyndigheden ikke lovligt kan konfiskere biler fra en godtroende ejer.

Ekspropriation uden erstatning

Endelig er der et potentielt stort problem med loven i forhold til grundlovens ekspropriationsregler. Grundloven foreskriver, at statens tilegnelse af privat ejendom (f.eks. biler) alene kan ske under en række forudsætninger. En af disse forudsætninger er, at der ydes fuld erstatning. Det er imidlertid generelt anerkendt, at konfiskation hos en tiltalt eller konfiskation med et pønalt eller straffende element ikke er omfattet af ekspropriationsreglerne. Det skyldes, at konfiskation i sådanne situationer er tale om, at den ansvarlige for det strafbare forhold (vanvidsbilisten) ikke skal have erstatning for konfiskationen.

Imidlertid er der med loven lagt op til, at konfiskationen netop kan ske hos bl.a. godtroende tredjemænd, hvor der notorisk intet er at bebrejde den pågældende tredjemand. Der er således intet pønalt eller straffende element i den situation forbundet med konfiskationen i medfør af loven. Det betyder, at den statsretlige undtagelse til ekspropriationsreglerne vedrørende konfiskation med pønalt formål ikke kan anvendes. Det betyder, at konfiskationen hos den godtroende tredjemand reelt skal anses som ekspropriation, hvilket medfører, at bilens ejer skal have fuld erstatning fra staten for konfiskationen.

Loven om vanvidsbilisme
Foto: Rigspolitiet

Afsluttende bemærkninger

Der er således tre grundlæggende problemer med loven, som hverken loven selv eller lovens forarbejder tager stilling til.

Det må forventes, at de første sager om konfiskationer efter lovens vedtagelse kommer til at handle om et eller flere af disse grundlæggende problemer med loven.

Focus Advokater har på vegne af flere af autobranchens aktører indgivet en række høringssvar, afgivet deputationer for Transportudvalget mm., i forbindelse med det lovforberedende arbejde. Focus Advokaters indlæg for Folketinget kan findes her: