Den nye app Brændstofpriser samler benzin- og dieselpriser fra over 2.100 tankstationer og gør det nemt for danske bilister at finde den billigste tank tæt på – direkte på mobilen.
En ny dansk app gør det markant nemmere for bilister i Danmark at finde de billigste benzin- og dieselpriser. Appen Brændstofpriser samler pumpepriser i realtid fra landets tankstationer og viser, hvor det er billigst at tanke – lige nu.
Bag appen står to danske mænd, der omkring årsskiftet fulgte med i nyhederne om nye bilrelaterede regler, som trådte i kraft i 2026.
“Jeg faldt over en kort beskrivelse af, at tankstationer ikke længere må bruge vejledende priser på deres hjemmesider, men skal offentliggøre de faktiske pumpepriser i realtid,” fortæller Mathias Nielsen, som er en af de to stiftere af Brændstofpriser-appen.
Samtidig blev det et krav, at tankstationerne stiller et åbent API til rådighed, så udviklere kan hente prisdata direkte.
“Det betyder, at vi kan hente priserne direkte fra tankstationerne og vise dem, som de er, uden forsinkelser,” fortæller han.
Ny lovgivning åbnede døren
Kravet om realtidspriser og åbne API’er stammer fra nye regler under Erhvervsministeriet, som skal gøre det lettere for forbrugerne at sammenligne benzin- og dieselpriser online.
Derefter tog Mathias kontakt til en kammerat, som arbejder professionelt med softwareudvikling.
“Jeg præsenterede idéen, og derfra gik det faktisk ret hurtigt. Vi kontaktede tankstationerne i starten af januar og byggede den første version af appen kort tid efter,” fortæller Mathias Nielsen.
Allerede nu er appen tilgængelig på iPhone via App Store.

To selvstændige bag projektet
De to selvstændige iværksættere er begge i starten af 30’erne.
“Opgaverne fordelte sig meget naturligt. Min kompagnon har stået for programmeringen, mens jeg har haft fokus på idéudvikling og dialogen med tankstationerne,” siger Mathias Nielsen.
Projektet startede som et sideprojekt, men ambitionerne rækker længere.
“Vi syntes, det var et spændende projekt, men vi tror også på, at åben adgang til priser kan skabe mere konkurrence. Når vi ser på dataene, er der reelt meget lidt priskonkurrence på brændstof i dag,” fortæller han.
Enkel app med fokus på overblik
Brændstofpriser er bevidst udviklet med et enkelt design og få funktioner, så priserne er lette at overskue for bilister.
Appen giver blandt andet mulighed for at:
– Se aktuelle benzin- og dieselpriser
– Filtrere efter brændstoftype
– Finde den billigste tankstation i nærheden
– Starte navigation med ét tryk
“Vores fokus har været, at appen skal være ekstremt nem at bruge. Du skal hurtigt kunne se priserne og finde den billigste station,” siger Mathias Nielsen.
Data fra 2.100 tankstationer
Appen henter i øjeblikket data fra Circle K, Ingo, Q8, F24, OIL!, Shell, OK og Kai Dige Bach. Det svarer til omkring 2.100 tankstationer fordelt over hele Danmark.
“De fleste priser opdateres hvert kvarter. Enkelte kæder er endnu ikke klar med fuld integration, så der henter vi opdaterede prislister én gang dagligt,” fortæller Mathias Nielsen.
Android-version på vej
Brændstofpriser er gratis og tilgængelig til iPhone. En Android-version er under udvikling og forventes klar, når de sidste tekniske godkendelser er på plads.
“Vi glæder os til feedback fra brugerne. Der vil komme flere funktioner over tid, og vi vil meget gerne høre, hvad bilisterne savner,” siger Mathias Nielsen.
Appen kan hentes her:
https://apps.apple.com/dk/app/br%C3%A6ndstofpriser/id6757645899
Mere information findes på:
https://braendstofpriser.app/


