Testkørsler i Køge, Aarhus, Odense og Ribe: Tesla inviterer til at opleve Full Self-Driving. Systemet kræver dog, at en Tesla-ansat klarer køreturen.
Tesla gør klar til at udrulle mærkets omdiskuterede Full Self-Driving (FSD) teknologi i Danmark og resten af Europa.
Før det sker, inviteres alle interesserede til at opleve, hvordan systemet virker på danske veje. På torsdag afholdes testkørsler i en række danske byer.
Tesla byder på Full Self-Driving (supervised)-køreture fra mærkets forretninger i Køge, Aarhus, Odense og Ribe. Køreturen skal bookes på forhånd.
Systemet er stadig i testfasen. Derfor sidder en Tesla-medarbejder i førersædet for at overvåge kørslen og overtage styringen, hvis det bliver nødvendigt.
Omstridt teknologi bag rattet
Tesla satser på en relativt simpel teknologisk løsning. Den er udelukkende baseret på kameraer, stor computerkraft og kunstig intelligens.
Mange eksperter mener, at systemet også skal benytte radarer for at være sikkert. De fleste mener, at det vil tage år, før biler kan køre selvkørende uden for kortlagte områder.
Teslas direktør Elon Musk er dog uenig.
Han har i årevis lovet ægte Full Self-Driving. Senest lovede Musk for en måned siden, at FSD vil blive opdateret til den ægte vare.
Her kan man angiveligt sende SMS’er, mens bilen kører af sig selv.
Musk har lovet ægte FSD i seks år, uden at det er blevet til noget. Det har medført massiv kritik og aftagende tro på projektet.
Kunder har betalt 58.000 kroner for en umulig funktion
Tesla-ejere har i årevis betalt omkring 58.000 kroner ekstra for at gøre deres nye Tesla klar til FSD. Systemet er aldrig blevet aktiveret.
Det bliver angiveligt heller aldrig muligt for ældre modeller, medmindre Tesla skifter den computer, der sidder i bilerne. Ikke overraskende har det gjort mange kunder stærkt utilfredse.
Tesla har kraftigt øget testkørsler af teknologien over hele verden. De har kørt over én million kilometer med overvåget FSD i 17 europæiske lande over det seneste år.
Det er grunden til, at Tesla nu kan demonstrere den overvågede FSD i Danmark på torsdag.
Ifølge Tesla bliver det muligt for Tesla-ejere at benytte overvåget FSD i Europa i begyndelsen af 2026.
Tesla afventer dog fortsat myndighedernes godkendelse i Europa. Og som Boosted har kunnet fortælle, er der ikke noget, der tyder på, at den godkendelse er lige om hjørnet.
I hvert fald har de hollandske myndigheder, som sidder med ansvaret på området, afvist Teslas påstande, om at en godkendelse er lige på trapperne.
Når overvåget FSD er godkendt i Europa, bliver næste trin at få godkendt ‘ægte’ Full Self-Driving uden behov for overvågning.
Teslas aggressive udrulning af FSD-testkørsler kommer kort tid efter, at mærket har truffet en strategisk beslutning.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, udfaser Tesla nu den gamle Autopilot-funktion i alle biler.
Avancerede funktioner kræver nu et abonnement eller et engangskøb på 58.000 kroner. Det skal tvinge kunderne til at opgradere til FSD. I hvert fald i USA.

