I Sverige har politiet hidtil ikke måttet bruge en række nye 360-graders kameraer som sidder dirkete på politibilerne. Men det må ordensmagten nu.
Politiet i Sverige har fået tilladelse til at anvende avancerede 360-graders kameraer i deres køretøjer.
Tidligere var disse kameraer ulovlige. Men nu er de taget i brug på forsøgsbasis. Formålet er at forbedre politiets muligheder for at overvåge trafikken og opdage overtrædelser. Teknologien er allerede blevet installeret i flere Volvo-modeller, som patruljerer rundt i landet.
Ifølge Göran Bolinder, leder af politiets nationale køretøjsforsyning, kan de nye kameraer bruges som et værdifuldt redskab i det daglige politiarbejde.
– Det er et rigtig godt supplement til politibilerne, siger han. Kameraerne giver mulighed for at optage og gemme beviser i realtid, hvilket øger politiets muligheder for at reagere hurtigt og effektivt, siger han til Carup.
Den nye teknologi gør det muligt for politibilerne at få et overblik over et større område, uden at være synligt til stede for overtrædere.
LÆS OGSÅ: Den sidste Toyota Supra nogensinde kan komme til Danmark
Hvis en bil eksempelvis kører over for rødt lys eller bilisten bruger telefonen håndholdt, bliver det registreret, uden at bilisten opdager det. Tidligere skulle politiet være helt tæt på bilisten for at håndhæve loven, men det er nu ikke længere nødvendigt.
– Det bliver for eksempel meget nemmere at holde øje med en bil, der på nogen måde er mistænkelig, udtaler Bolinder.
På nuværende tidspunkt er kameraerne kun installeret i et begrænset antal køretøjer, som er fordelt på forskellige regioner.
– Jeg kan ikke huske præcis, hvor mange biler de (kameraerne, red.) er ude på. Men der er ligeligt fordelt over hele landet, forklarer Bolinder.
Udover kameraerne planlægger politiet at implementere en ny type radar, som skal kunne måle hastigheder i flere vejbaner samtidig. Radaren er dog forsinket på grund af tekniske udfordringer, og der er ingen fast tidsplan for, hvornår den bliver klar til brug.
– Nej, der har været nogle it-problemer, vi ved ikke, hvornår det her er klar, udtaler Bolinder.
Politiet understreger, at de ikke vil tage radaren i brug, før de er sikre på, at teknologien fungerer optimalt.
– Det er vigtigt, at tingene fungerer. Vi tager sikkerheden først, understreger han.
Sammen skal disse teknologiske tiltag bidrage til, at politiet får bedre redskaber til at håndhæve færdselsloven og øge trafiksikkerheden.
Herhjemme kører politiet endnu ikke rundt med kameraer der kan se hele vejen rundt om patruljebilerne. Til gengæld har ordensmagten adgang til række kameraer i trafikken, som man ikke er meget for fortælle offentligheden om. Læs mere om dem her.