En norsk vanvidsbilist har mistet sin Tesla, som politiet ellers ikke kunne følge med. En dommer har netop bestemt, at bilen nu tilhører staten.
Norge har ikke regler om vanvidskørsel. I hvert fald ikke som i Danmark.
Alligevel besluttede en dommer sig for at gøre en undtagelse, da en Tesla-ejer blev dømt for at stikke af fra politiet med 212 km/t.
Det skriver norsk TV2.
I august sidste år lykkedes det ejeren af en Tesla at stikke af fra politiet flere gange. Først med 170 km/t i en 60-zone. Siden med 212 km/t i en 80-zone.
Først dagen efter lykkedes det politiet at opspore ejeren af bilen. Der skulle dog gå endnu flere måneder, før bilisten fik sin straf. Til gengæld er den alt andet end mild.
Særlig lov gør det muligt at konfiskere biler i Norge
Ikke bare har manden fået 60 dages ubetinget fængsel. Han må heller ikke køre bil de næste 4 år. Ligesom staten vil sælge Tesla videre på auktion.
Det selvom Norge i modsætning til lande som Danmark og Østrig ikke har egentlige regler for vanvidskørsel.
Den norske stat kan dog tage bilerne fra bilister, der kører særligt uforsigtigt eller overtræder færdselsloven særligt groft flere gange.
– Når retten tager hensyn til omstændighederne omkring hele hændelsen, finder retten, at der er tale om en så alvorlig sag, at gældende praksis betyder, at køretøjet også bør konfiskeres, lyder det i dommen.
Teslaen, der er vurderet til en pris mellem 235.000 og 266.000 danske kroner, ser den nu dømte bilist formentlig aldrig igen. Pengene fra salget går i stedet direkte i den norske statskasse.
Meget apropos den norske statskasse så tyder noget på, at de mange milliarder på statsbudgettet godt kunne forsvinde ned i vejene. I hvert fald i og omkring hovedstaden Oslo.
Her klager både bilister og myndigheder nemlig over vejenes tilstand, og den hastighed, de forfalder i. Myndighederne giver ligefrem elbilerne skylden. Læs mere om det her.
Fakta: Reglerne for vanvidskørsel i Danmark
Vanvidskørsel defineres som særligt hensynsløs kørsel, der udgør en betydelig fare for andre trafikanter. Loven trådte i kraft i marts 2021.
Kørsel med en hastighed på 200 km/t eller mere på motorvejen.
Kørsel med en hastighed, der overstiger det dobbelte af den tilladte hastighed, hvis hastigheden samtidig er på 100 km/t eller derover.
Spirituskørsel med en promille over 2,0
Særligt hensynsløst kørsel, der forvolder nærlæggende fare for andres liv eller førlighed.
Konsekvenser:
Fængselsstraf: Der kan idømmes fængselsstraf, især ved gentagelsestilfælde eller hvis kørslen har medført personskade.
Beslaglæggelse og konfiskation: Køretøjet, der bruges til vanvidskørsel, bliver beslaglagt af politiet med henblik på konfiskation og salg. Dette gælder uanset, hvem der ejer køretøjet.
Frakendelse af kørekort: Føreren vil blive frakendt førerretten i en periode eller for altid.
Siden lovens indførsel har politiet beslaglagt mere end 3.000 bilister fra vanvidsbilister rundt om i landet. Langt de fleste vanvidsbilister kører dog ikke for hurtigt. Ifølge tal fra Rigspolitiet klapper fælden mest for fulde folk.
Læs flere artikler efter annoncerne: