Den nye, elektriske Nissan Micra får en startpris fra lige under 200.000 kroner og en leasingydelse under 2.000 kr. i Danmark. Bilen byder på op til 415 km rækkevidde.
Den nye elektriske Nissan Micra har fået dansk pris. Sjette generation af den populære minibil kan nu bestilles i Danmark med en startpris på 199.900 kroner. Samtidig introduceres en privatleasing-model fra 1.895 kroner om måneden.
Bestillingerne åbnede officielt i dag, tirsdag den 19. august 2025. De første biler forventes at blive leveret til kunder i løbet november.
Prisen på 199.900 kr. gælder for basismodellen. For privatleasing er udbetalingen sat til 29.995 kr.
Nissan Danmark oplyser, at hvid er standardfarve uden merpris. Ved køb af de første 100 biler er metallak inkluderet i prisen.
– Nissan MICRA kommer på det helt rigtige tidspunkt, hvor der er fuld gang i salget af mindre elbiler, siger landechef for Nissan Danmark, Ulrik Velser i en pressemeddelelse.
To batteristørrelser og op til 415 km rækkevidde
Den nye Nissan Micra kommer i to forskellige batteriudgaver. En model med 40 kWh og en med 52 kWh.
Modellen med det lille batteri har en officiel WLTP-rækkevidde på 316 kilometer. Versionen med det store batteri kan køre op til 415 kilometer på en opladning.
Nissan oplyser, at de endelige rækkeviddetal er en smule bedre end de oprindelige estimater.
Når bilen skal lade, kan det gøres med op til 100 kW på en DC-lynlader for den store batteripakke. Det tager omkring 30 minutter at lade fra 15 til 80 procent.
For at sikre effektiv opladning er både varmepumpe og et system til opvarmning og køling af batteriet standard på alle varianter.
Design og teknologi i den nye Micra
Den nye Micra er designet med fokus på aerodynamik for at optimere rækkevidden. Bilen har rene linjer og et design, der ifølge Nissan hylder tidligere generationer.
I kabinen er der fokus på enkelthed. To 10,1 tommer store skærme giver føreren information, mens der stadig er fysiske knapper til de mest nødvendige funktioner.
Bilen er udstyret med Google indbygget i infotainmentsystemet. Det betyder, at Google Maps er standard og kan planlægge ruter, der inkluderer nødvendige ladestop undervejs.
Nissan tilbyder en samlet garanti på 5 år eller 100.000 kilometer. Selve batteriet er dækket i 8 år eller 160.000 kilometer.


